Du lykkelige, spæde Dreng!
Tilgiv, ifald jeg Dig misunder.
Idag hun træder til Din Seng,
Hvor ubevidst endnu Du blunder.
Hun bøier sig saa kjærligt ned,
Og lader Dine Øine drikke
Velsignelse og himmelsk Fred
Af de usigelige Blikke.
Hun smiler og hun løfter blødt
Dig paa de svanehvide Arme,
Hvor Du saa inderligt, saa sødt
Tør ane hendes Hjertes Varme.
Hun bærer ømt Dig i sin Favn
Til Hallen hist, til Frelsens Kilde,
Og nævner første Gang ved Navn
Dig med sin Røst, den rene, milde.
Mig har hun og velsignet kjært
Og aabnet mig sit Øies Himmel,
En Tro saa fast har hun mig lært
Udaf sit Hjertes Tankevrimmel.
Hun og har hævet mig i Favn
Fra Mørket op til Morgenrøden;
Hun og har opkaldt mig ved Navn,
Der revet har min Sjæl fra Døden.