„Var jeg blot vel over dette Bræt,
Da blev mit Hjerte først rigtig let,
Og jeg lod dem fløite og gjøre sig raske,
De Drenge der! — Jeg har min Flaske!
Den skal mig trøste for al Besvær,
Hvad kan mit Hjerte da ønske meer?”
Jeg ynkes over den stakkels Pjalt,
Jeg er saa bange, det gaaer ham galt.
Hist seer Du Manden staae og kikke,
Hos hvem han fik saameget at drikke,
Saa han kan hverken gaae eller see,
Sig selv og Andre til Spot og Spee.