Det er dog en sørgelig Lod at være
Et Æsel, som altid maa trælle og bære!
Fra Byen og Møllen kommer det ned
Og slæber Tønder og Poser med.
Det hjælper kun lidt, at han, der driver,
Med Fløitens Klang dens Skridt opliver.
Nei, her bag Busken, i Græssets Skjød
Jeg hviler saa blødt og har ingen Nød;
Thi er jeg paa høire Side træt,
Jeg vender mig om paa den venstre let;
Tilsidst jeg strækker mig heelt paa Ryggen
Og slumrer saa deiligt ind i Skyggen.