134. Mens hjemme Stormen tuder
(I Rom)
(I Rom)
Mens hjemme Stormen tuder
Og Sneen fyger vild,
Og Valhals høie Guder,
Kronte med Stjerne-Ild,
Fare paa Himlens Bue
Med Spyd og Spær af Iis
Langs Nordlysenes Lue
Til det kolde Paradis;
Mens Kulden Bølgen binder
Med blanke Lænker fast,
Og vore Ruder blinder
Med Lilier af Alabast; —
Her Vandet foruden Tøile
Bag dunkelgrønne Hæk
Skyder i Luft sin Søile
Heel overgiven og kjæk.
Luft-Amoriner dandse
Med solsmykkede Haar;
Og jeg — jeg kan dig krandse,
Som var det i en Vaar,
Med Rosens Knop, den røde,
Violen puur og skjær
Og mangen Blomst, du Søde!
Som er dit Hjerte kjær.
Thi Nord og Syd her mødes,
Her blandes Iis og Ild,
Og her skal dig gjenfødes
En Fødselsdag saa mild!
Her har vort Haab jo hjemme,
Her skal vi faa det fat,
Hvad grumt sig monne gjemme
Saa længe i Sorgens Nat.
Her skal vor Kamp belønnes,
Og Freden drage ind,
Altsom en Sommer grønnes
Paany i vore Sind!
Udløste af vore Smerter
Som ved et Trolddoms-Ord,
Med Syd i vore Hjerter
Vi vandre da mod Nord!