„Aftensolens Straaler smile,
Lad nu Hornets Toner hvile!
Sæt i Ro kun Jagtens Spyd!
Hisset Borgens Tinder blinke,
Til Banket de lystigt vinke,
Og til Dandsens muntre Fryd!”
Kongen talde; — Jægerskaren
Svinger ind paa Slottets Plads,
Og paa Vogne følge Haren,
Hjorten og den vilde Bas.
Slottet kneised strunkt med Vælde,
Ungdomsstærkt, skjøndt graat af Ælde,
Mellem Mark og Skov og Strand;
Kobberspire, himmelhøie.
Billedstøtter, gyldne Fløie
Speiled sig i salten Vand;
Thi, hvor tvende Bugter strække
Ud i Hav det steile Næs,
Stod der som paa Fløielsdække,
Virket af det friske Græs.
Hestevrinsken, Pidskeknalden,
Hundeglam og Herrers Kalden
Blander sig med Hornets Gjald;
Kjøgemestre ilsomt drage
Op og ned, frem og tilbage
I den høie Riddersal;
Rosenkind og fyrigt Øie
Smiler fra hver Vindveskarm,
Saa bag mangen Jægertrøie
Hæver sig en kjærlig Barm.
Een er taus i denne Vrimmel
Glad han speider hist sin Himmel,
Ændser ei den vilde Lyd,
Thi til tvende Stjerner blanke
Sender han en Elskovstanke,
Støttet til sit lange Spyd;
Medens andre Herrer stande
Samlede i mindre Chor,
Løfte kjækt den stolte Pande,
Mønstre Borgens Blomsterflor.
„Danske Ridder! seer du Hende?”
— „Ak ja! hun er let at kjende,
Det er jo den lille Skalk,
Som hos Dronningen er Terne,
Sød hun er som Mandelkjerne,
Sky dog som den vilde Falk;
Hvis din Hu til hende stander
Troer jeg vist, du styrer feil,
Du paa denne Klippe strander,
Eller stryge maa dit Seil.
Smuk er du, min velske Herre,
Seierstolt, — men her, desværrre!
Er din Snildhed nok for seen;
Hun er sindig, du er flygtig .
Du er snedig, hun er kløgtig,
Du er fyrig, — hun er reen!” —
„Ei! hvor syndigt du kan male!”
Loe den velske Ridders Mund,
„Men du skal din Spot betale
„Dyrt mig næste Morgenstund.
„See, der staaer hun, fyldig Armen
„Støtter sig paa Marmorkarmen,
„Hæftigt bølger Barmens Hav;
„Skulde dette sorte Øie,
„Disse brede Liliehøie
„Gjemme Kjærlighedens Grav?
„Blikkets Straale fast er stillet
„Paa en Plet i denne Gaard;
„Men vist intet Helgenbilled
„Dette Andagtsoffer faaer.
„Over Kjældervindvets Bue
„Staaer et Billed af vor Frue,
„Ovenfor den Skjønne boer;
„Frelseren Armen svæver,
„Og den Høire blidt det hæver
„Signende den gandske Jord;
„Naar jeg da mig ind vil snige,
„Bliver det, — den Sag er klar, —
„Mig en naadig Himmelstige,
„Som for Tusinde det var.
„Løft paa denne gyldne Kjæde!
„Otte Gange om mit brede
„Bryst den snoer sig som en Orm;
„Den er din, hvis jeg i Morgen
„Ei kan sige: nu er Borgen
„Min, og taget dog ved Storm!
„Er der nogen Eva fundet,
„Som paa Æblet kasted’ Vrag?
„Dristigt vovet, halv er vundet,
„Morgengraa gier Solskinsdag!”
Rask de iler op i Salen;
Men af Junkrens frække Pralen
Ingen Tøddel faldt til Jord;
Thi en Beilers fine Øre
Selv i Storm og Brag kan høre
Hvert hans Elskov farligt Ord;
Det var Ham, der stod og hældte
Sig til Spydet rolig, fast,
Det var ham, hvis Hjerte gjældte
Pigens ømme Øiekast.
Skjøndt et Skud af ædel Stamme
Hjælper slet ham Sliddets Flamme,
Knyttet Haand og rynket Bryn;
Over Pandens høie Buer
Vredens Sky forgjæves truer,
Ei den vorde tør til Lyn;
Han, som Svend, maa holde Bøilen,
Naar hans Drot vil drage ud,
Strigle Hesten, pudse Tøilen,
Han maa ride Herrebud.
O! hvi tør jeg ei med Landsen
Tugte ham i Vaabendandsen, —
Hvidsked Harmen i hans Bryst,
— Skjøndt jeg ofte uforfærdet
Drabeligt har svunget Sværdet
I den hede Kampens Dyst?
Styr dig da, min vrede Villie!
Jeg vil holde Vagt i Nat,
Vogte dig, min rene Lilie!
Skjærme dig min dyre Skat!
Men et hurtigt Bud ham kalder
„Inden Natteduggen falder
Maa du sidde rank tilhest,
Over Land du skal dig skynde
Fem Baroner at forkynde,
Kongen byder dem til Gjæst!”
Stum han nikker, bort han haster,
Og skjøndt han ei Frelse veed,
Først fortvivlet han sig kaster
For Madonnas Fødder ned.
„O! Guds Moder! skyt din Navne,
Kjærligt dine Arme savne
Denne Nat min søde Brud!
En uplettet Reenhedsstjerne
Lys for hende fra den fjerne
Himmel, hvor du boer hos Gud!
Ei du lader Lilien segne,
Knækket af en grusom Fod,
Ei du lader Rosen blegne, —
Mægtig er du, from og god.”
Alle Lamper vare slukte,
Alle trætte Øine lukte,
Hele Borgen død og tyst;
See, da aabnes Dørens Fløie,
Og med dunkelbrune Øie,
Blomster paa sit Haar og Bryst,
Træder ud den skjønne Pige,
Offrer sine Blomster smaa,
Knæler ned, og lader stige
Øiets Stjerne mod det Blaa.
„O, Guds Moder! du, min Navne,
Trygt jeg dine Knæ tør favne,
Kysse ydmygt Kjolens Bræm;
Lad i denne Nat, som stedse,
Himlens stærke Englekredse
Holde Vagt omkring mit Hjem!
Aldrig mig din Trøst du røve,
Vogt mit Hjerte, styrk min Fod,
Aldrig vil jeg dig bedrøve,
Jeg vil være from og god!”
Langsomt atter ind hun træder;
Natten sine Taarer græder
Over tavse Skov og Land;
Ned fra Taarnets Vindeltrappe,
Tæt indhyllet i sin Kappe,
Sniger sig den velske Mand;
Listende foran det høie
Billed maaler let og snart
Hans forvovne, frække Øie
Sindig lumsk den steile Fart.
„Nu, Madonna! kan du gavne!
Jeg forelsket dig vil favne
Stigende med henrykt Sands
Op til Vindvet, hvor den Skjønne
Ømt bag Nattens Slør vil lønne
Kjækhed med sin Jomfrukrands;
Du til Himlen trygt mig bære,
Vær saa naadig, from og god!
Jeg betroer dig her min Ære,
Salighed og Liv og Blod.”
Op ad Muren han sig klynger,
Smidigt Benene han slynger
Om Madonnas Liv, og alt
Han vil dristigt hæve Armen
For at gribe Vindveskarmen,
Da han gleed, — men ei han faldt;
Kjæden, som hans Skuldre smykked’,
Snoer sig, stærk som Hampereeb,
Om Madonnas Arm, og Rykket
Føldes som et kraftigt Greeb.
Voldsomt Gyldenlænken krænger
Sig om Nakken, og han hænger
Frit paa Støttens strænge Haand;
Al sin sidste Kraft han samler,
Men forgjæves Foden famler
Efter Hjælp; det stærke Baand
Ubarmhjertigt Løkken snører
Om hans Hals; da synker ned
Dødens Haand, og ham tilslører
Nattehimlens Herlighed. —
Og da Svenden kom tilbage,
Vendtes snart til Fryd hans Klage,
Herligt smykket blev hans Liv;
Lønnen for hans tappre Fore
Blev den gyldne Ridderspore,
Og den skjønne Møe hans Viv.
Borgen sank; dens Spor ei findes,
Bonden pløier Bakken jevn,
Kun ved Harpen Sagnet mindes
Om Vorfrues strænge Hævn.