Et Aar, naar det begynder,
Er liig et Blomsterløg;
Det lægges hen paa Glasset
Kun som til et Forsøg;
Man aner ei, hvad deiligt
Det gjemmer i sin Knold,
Om det en enkelt bliver
Eller en Duc van Toll.
Jeg har min Blomst i Huset,
Det er en anden Sag,
Den grønnes frisk fra første
Til allersidste Dag;
Thi den er jo perennis,
Og lige smukt den staaer
Og dufter lige yndigt
I Vinter og i Vaar.
Et Aar, naar det begynder,
Er liig en Bunke Kort;
Der blandes og omdeles
Af baade Rødt og Sort.
Een faaer da tidt paa Haanden
Af slette Kort et Læs,
Imens en Anden sidder
Og lurer med Trumf-Es.
Jeg holder Hjerterdame,
For mig er Hjerter Trumf,
Mig Hjerterne har feiret
Den herligste Triumph;
Det hjælper ei de komme
Med deres simple Kort;
Min Hjerterdame stikker
Jo baade Rødt og Sort.
Et Aar, naar det begynder,
Er liig et Skuespil;
Man sidder der og venter,
Hvad det skal blive til.
Der kommer Smiil og Taarer
Med Sorg og Fryd til Gjæst;
Men smukt det Hele ender
Dog altid med en Fest.
Mit Skuespil er yndigt,
Jo tiere jeg det seer,
Jo rigere det bliver,
Og jeg forlanger meer.
Ja stundom spiller ogsaa
Jeg selv, som jeg kan bedst,
Og seer jeg saa tilbage,
Hver Scene var en Fest.
O, gid min Rose blomstre
I Aar saa frisk og glad;
Jeg fast og tro vil holde
Mit elskte Hjerteblad.
O, gid fra Livets Scene
Hver Skygge flygte bort,
Og Skuespillet endes
I fuld og reen Accord!