Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang;
Mit Øie stod i Lue,
Et Blus var paa min Kind,
Min Aande, som en Due,
Fløi ængstligt ud og ind.
Der lød mig som en Dundren
Henover Himlens Blaae;
Der blev en saadan Undren
I hver min Tankes Vraa;
Der brændte saadan Længsel,
Saa lueheed en Tørst,
Der blev en Spørgen, Trængsel:
Hvad griber jeg nu først?
Det var, som Vinger hæved
Mig op fra Jordens Skjød,
Igjennem Sjælen bæved
En Strøm af Vellyst sød;
Det var som ret mit Øie
Blev mere skarpt og klart;
Det Dybe og det Høie
Mig syntes aabenbar’t.
Mig smiled Jord og Himmel,
Mig vinked Busk og Træer,
Den hulde Blomstervrimmel
Den blev mig nok saa kjær;
Solen var mere gylden,
Og Himlen mere blaa,
Og dobbelt riig var Fylden
At Nattens Stjerner smaa.
Og for mit indre Øre
Vidt aabnet blev en Dør,
Fuglen, kunde jeg høre,
Sang sødere end før;
Mig Havets stolte Brusen
Meer streng, alvorlig var,
Som Orgelklang sin Susen
Hen om mig Vinden bar.
Jeg fatted Kildens Rislen,
Naar den blandt Roser randt,
I Snogens sagte Hvislen
God Mening jeg fandt;
Og Katten, som sig strakte,
Og Hundens kjække Vov!
Selv i mit Indre vakte
En Stemning der, som sov.
De vilde Dyr paa Marken,
Den Edderkop, som spandt,
Den blanke Fisk i Parken
Til sig min Tanke bandt;
Og Rankens klare Drue
Fik mig en anden Skik;
Der blev en himmelsk Lue
Af den jordiske Drik.
Og Mennesket — den Gaade
Saa dunkel og saa sær,
Jeg prøved paa at raade,
Endskjøndt den er saa svær.
Jeg vovede at gjætte
Hans Hjertes fine Skrift
Og klart i Lys at sætte
Hans Tanke og Bedrift.
Jeg tolked Fryd og Smerte
Med livligt Farvespil,
Som fra mit eget Hjerte
Jeg hentede dertil.
Var Sandhed reen fremstillet,
Og var der nogen Feil,
Saa var det dog et Billed
Ud af mit eget Speil.
Om Usselhed, om Styrke
Jeg sang, om Elskov, Had;
Det Lyse og det Mørke
Det lod jeg følges ad.
For Skjønhed og for Ære
Mit Indre blev opladt,
Og kunde næppe bære
I Huus sin rige Skat! —
Men langtid var jeg bange,
Jeg gyste selv saa tidt,
Naar mine lette Sange
Ud flagrede saa frit.
Fra Verden fjern og ene
Jeg fulgte Hjertets Trang;
Bag Rosenhækkens Grene
Helst luunt jeg sad og sang.
Men snart jeg hørte sige:
„Han synger ganske net!”
Jeg følte Modet stige
Og Hjertet mere let.
Saa lod jeg mig da trykke,
Og saa var det forbi
Med Eensomhedens Lykke
Og det Skjultes Trylleri.
Thi skjøndt jeg havde Glæde
Og næsten ingen Sorg
Af hvad jeg monne qvæde
I Hytte og i Borg,
Var jeg dog tidt bedrøvet
Og mindre fri og glad,
End da, som Fugl bag Løvet,
Jeg ubemærket sad.
Men aldrig dog min Stemme
Mig selv saa liflig klang
Og følte ret sig hjemme,
Som naar til dig den sang;
Som naar den til dit Hjerte
Sig turde trænge ind,
Og dulme lidt dets Smerte,
Og qvæge huldt dit Sind!