Der gik i grønne Skove
En sorgfuld Ungersvend
Og sang, mens Kildens Vove
Løb mellem Blomster hen.
Der mødte han en Pige
Alt paa saa let en Fod;
Da følte han opstige
Til Kinden alt sit Blod.
„Og hør, du unge Pige
Med Smiil paa Rosenmund,
Jeg vil et Ord dig sige
I denne grønne Lund.”
„Ak, Alt, hvad du fortæller,
Er vist kun, hvad jeg veed, —
Vær du kun artig, eller
Jeg bliver meget vred!”
„Og hvad vil du mig give
Alt for mit Hjertes Tro?
Hvis det ei dit maa blive,
Saa faaer det aldrig Ro!
— „Jeg leer kun ad din Smerte,
Behold din Elskovs Tro;
Jeg har jo selv et Hjerte, —
Hvad skal jeg vel med to?”
Tag Rosen her, den røde,
Og læg den paa dit Bryst;
Vil Hjertet da forbløde,
Saa døer det dog med Lyst!”
— Den Rose blussed herlig,
Han blev saa sjæleglad,
Og kyssed øm og kjærlig
Det dufterige Blad.
Men snart han saae bedrøvet,
At Blomsten, frisk og blank,
Henfalmed, og i Støvet
De spæde Blade sank.
Da vandred han tilbage
Til Pigens stille Bo,
Og hæved høit sin Klage:
„O giv mig atter Ro!”
„Den Rose, du mig skienkte,
Den hjalp mig ikke stort;
Vist ikke du betænkte,
Dens Skjønhed varer kort!”
— „Du skal dig ei beklage,” —
Hun svared med en Fart, —
„En anden her du tage,
Den visner ei saa snart!”
Og som hun saadan talte,
Alt i den samme Stund
Hans Hjerte hun betalte
Ham med sin Rosenmund.
— Den, som har Visen digtet,
Det er en dansk Student;
Men Lykken ham har svigtet,
Og Verden Ryggen vendt.
Og al hans Trøst er Sange,
Der stige fra hans Bryst,
Naar eensom han mon gange
I Skov, i Dal, paa Kyst.
Og kunde Hjorten tale,
Den talte vist engang
I hine stille Dale
Om ham og om hans Sang.