Klokkerne kalde til Aftensang
Høit i den lille By;
Orgelet sender mig alt sin Klang,
Fuglen qviddrer i Sky.
Himlen hvælver sig tung og graa —
Men langsomt, ad Kirken hen,
Over Torv og Gade seer jeg gaae
Pyntede Qvinder og Mænd.
Hyllet tæt i min Kappes Fold,
Til Sancta Birgittes Hal
Lokkedes jeg, saa mørk og kold,
Ved Klokkens klingende Kald.
Men — jeg hørte ei Præstens Ord,
Hørte ei Bøn eller Sang;
Nei, fortryllet min Tanke foer
Fjernt sin forvildede Gang.
Dog jeg sandsed, at ved min Fod,
Hugget i Marmor graa,
Med foldede Hænder en Ridder stod,
Med Hjelm og Harnisk paa.
Og ved hans Side paa Stenen laae
Hans Hustru, fornem og fiin,
Med Skjørtet i Langlæg, smale, smaa,
Paa Hovedet Hue og Liin.
De har da ogsaa levet og lidt —
Tænkte jeg — smilet og grædt!
Fodtrin har nu deres Billed slidt,
Og deres Navn er forgjæt.
Red han ikke saa stolt og strunk
Til hendes Faders Gaard?
Førte han ikke med Pomp og Prunk
Fra Hjemmet den væne Maard?
Vandred de ei en Kirkegang
Her saa friske og froe?
Mens i Choret Nonnerne sang
I Sancta Birgittes Bo.
Slynged hun ei sin hvide Arm
Om hans Nakke med Magt?
Fik han ei Kinden, elskovsvarm,
Ømt mod sin Læbe lagt?
Stammed hun ei hans Navn saa sødt
Og rødmede huldt derved?
Har han ei hendes Længsel mødt,
Beruset af Kjærlighed?
Græd de ei sammen i Sorg og Savn
Ved deres Kjæres Død?
Har de ei smilet Favn i Favn,
Da deres Første blev fød?
Jog han ikke den rappe Hind,
Til Hest, med Bue og Hund?
Sad hun ei ved sin Væv saa fiin
Og sang med smilende Mund?
Sendte han ei sin stærke Søn
Dristigt i Leding ud?
Signed hun ei sin Dotter skjøn,
Og smykked den unge Brud?
Her blev de baarne den lange Gang
Hidop til evig Ro,
Mens hist i Choret Nonnerne sang
I Sancta Birgittes Bo.
Nu er de Aske, nu er de Støv
Under den kolde Jord,
Nu ligge de, som det gule Løv,
Der fløi for Blæsten ifjor!
En gysende Veemod da mit Bryst
Dybt skjærende gjennemfoer,
Ret liig den susende Vind i Høst
Over en afmeiet Jord.
Men op min Kappes Flig jeg drog
Og dækked mit Øie dermed,
Trykked mig ind i Pillens Krog,
Og bittert, fortvivlet græd.
Min Nabo sig vendte, og et Trin
Forundret han traadte frem, —
Da kaldte jeg atter min Tanke ind
I sit øde, forvildede Hjem.