Solen staaer høit paa Himlens Loft,
Og det er saa varmt paa Vang og Toft,
Sagtelig røre sig Vinde milde;
Hist bag Steen ved den svale Kilde
Gederne ligge og gloe og tygge,
Hyrden drømmer i Buskens Skygge.
Dog, mens alt sig til Hvile har lagt,
Hunden, den trofaste, staaer paa Vagt.
Han speider og sporer og seer sig om;
Strax gav han Hals, hvis Ulven kom.
Men derfor kan ogsaa Hyrden og Geden
Hvile saa trygt i Middagsheden.