Har Du sovet sødt i Nat?
Har sig ogsaa rigtig ømme,
Qvægende og milde Drømme
Om Din Hovedpude sat?
Har de smukt med deres Vinger
Viftet om Din varme Kind?
Sendt til Hjertet Blikke ind,
Som det Fred og Hvile bringer?
Har de deres Hænder lagt
Venligt paa Din kloge Pandes
Hvælving? viist Dig fjerne Landes
Underfulde, sære Pragt?
Har de rakt Dig Glemsels svale,
Hjertelettende Pokal
Hist i Kunstens rige Hal,
Eller i de stille Dale?
Har de og med Sang og Klang,
Med de smidig-bløde Toner
Fanget, som i snilde Doner
Sorgens Tanker dennegang?
Er min Rose vaagnet bleg?
Eller har Din Slummers søde
Trolddom livnet Dine bløde
Kinder med sit friske Præg?
Har det end sin stærke Lue,
Dette Øie, hvor nedlagt
Guden har den hulde Magt,
Som mit Hjertes Storm kan kue?
Da jeg priser Drømmens Gud!
Da jeg reiser ham et Alter,
Synger ham en hellig Psalter,
Og hans Ære breder ud.
Og jeg vil end ei forlange,
At han mig skal føre frem
I Dit rige Drømmehjem, —
For at plage Dig med Sange.
Nok Du vist Dig plage lod
Af de Tanker — sønderrevne,
Af de Blade — slet beskrevne —
Ak — men med mit Hjerteblod! —
Som „Godmorgen” jeg dog sender
Dig eet lille Blad endnu,
Mens jeg ømt i Tanken, Du!
Kysser begge Dine Hænder.