Vi bringe dig, o! kolde Jord, det varme,
Det rige Hjerte af vor tabte Ven,
Modtag det trætte Støv i dine Arme,
Og lad det hvile ved dit Bryst igjen.
Drag snart dit grønne, blomstervirkte Klæde
Saa blødeligt omkring hans stille Seng,
Lad Vaarens Vinde, Vaarens Fugle qvæde,
Naar blidt de svæve over Skov og Eng,
For Mesteren den sidste Vuggesang, —
Husk paa, han qvad for os saa mangen Gang.
Modtag, o! Himmel, Sjælen fra sit Fængsel,
Modtag den os betro’de rige Skat,
Og kjærligt jevn hans Vei did, hvor hans Længsel
Ham stadigt Aandens høie Maal har sat;
Didhen, hvor Jordens svage Sange tier,
Du lede ham ad stjernesaaete Gang,
Og lære ham de dybe Harmonier,
Der evigt om Alherrens Throne klang:
Hvad her han aned’, Toners hulde Magt,
Han fatte klart i Englechorets Pragt.
Til dig med Tak sig hæver fromt vor Tanke,
Fordi, o! Gud, du løsde Smertens Baand,
Og aabned’ naadigt Støvets snevre Skranke,
Og gjorde fri den lænkebundne Aand.
Nu staaer han for dit Aasyn, — Verdens Fader!
Og for din Fod sit Regnskab lægger ned;
O! lad os der, blandt Engles Myriader,
Engang ham møde i din Herlighed;
Og sjunge, dig til evig Lov og Priis,
Lyksalige med ham i Paradis!