Da Dyrene end talte,
De og til Skrifte gik;
De vare, som de troede,
Christne ligesaa gode
Som Mennesker, paa en Prik.
Men hvad har de da skriftet?
Synder af selsom Art,
Synder, som Ingen kunde —
Saa skjult’ de var — udgrunde,
Dem har de aabenbart.
Hvad har vel Ulven skriftet?
Jeg elsker formeget Fred;
Jeg har mig dygtig skammet
Fornylig, da jeg for Lammet
Løb feig paa Flugt afsted.
Hvad har saa Haren skriftet?
For grusom er min Færd;
Heel Mange har jeg skrækket
Og dem til Jorden strækket,
Saasandt jeg Haren er.
Hvad har saa Soen skriftet?
For mig er Stadsen Alt;
Jeg vil saa gierne studse
Og pynte peent og pudse
Min deilige Gestalt.
Hvad har saa Skaden skriftet?
Jeg altfor stille er;
Jeg kunde vistnok nytte
Med Ord i Slot og Hytte,
Men altid taug jeg qvær.
Hvad har saa Fisken skriftet?
En hæslig Feil jeg har;
Gid ei jeg kunde tale.
Men jeg vil prate og prale,
Gud give, stum jeg var!
Hvad har saa Ræven skriftet?
For ligefrem er jeg;
Min Ærlighed mig skader,
Thi jeg for meget hader
At gaae den krumme Vei.
Hvad har saa Gaasen skriftet?
Min Kløgt er altfor fiin;
Jeg er saa fuld af Klogskab
Som nogen Magisters Bogskab,
Og det er min Ruin.
Hvad har saa Hanen skriftet?
Jeg er for beskeden og myg;
Jeg tør ei Nakken reise,
Og af Frygt for at kneise
Jeg brækker fast min Ryg.
Hvad svared dem da Præsten?
Gak I kun roligt hjem;
Hver Synd er Jer tilgivet,
Jeg veed, at aldrig i Livet
I meer vil øve dem.