Han vandred gjennem Lunden
I Sommernatten mørk og varm,
Med søde Qvad paa Munden
Og Cithren i sin Arm.
Han krysted mod sit Hjerte
Den, som en Elskerinde rank,
I Kamp med Fryd og Smerte
Hans Haab snart steg, snart sank.
Hans hvide Fjerbusk vifted,
Hans Kaarde let mod Sporen slog;
Ved hvert et Fjed, han skifted,
Hel dybe Suk han drog,
Da bæved i det Fjerne
Vellystigt Nattergalens Sang;
Den gjældte Frejas Stjerne,
Som klar paa Himlen hang.
Og da han gjennem Haven
Nær op tit Slottet kom, var Alt
Saa stille som i Graven —
Man hørte, Duggen faldt.
Han rørte sine Strænge,
Og i den flummerfyldte Egn
De Toner svæved længe
Liig bliden Sommerregn.
Da vaagned op af Dvale
Den gamle Lind, hos Muren stod,
Som Melodiens Tale
Dens Hjerte godt forstod.
Da aabned deres Øre
De Blomster smaa i hvert et Bed
For Klangen ret at høre,
Og sittrede derved.
Der lod sig grant fornemme
Et sagte Suk fra Skovens Bryst.
Han hævede sin Stemme
Og sang med kjælen Røst:
„O! du, som hisset sover
I Kammeret bag røde Muur,
Mens Natten ruger over
Den hvilende Natur;
O, lad min Sang sig snige
Til Hjertets stille, dybe Gjem,
Og fra sit Drømmerige
Din Tanke kalde hjem!
Med halvoplukket Øre,
Med Øiet blankt af Nattedug,
Du huldt min Stemme høre
Og mine Hjertesuk.
Du Skjønne! som mit Øie
Kun een Gang saae, da rank Du red
Hen mellem Skovens Høie
Langs Søens Blomsterbred;
Min sværmeriske Tanke,
Mit Hjertes friske Rosenvaand
Sig om dit Billed ranke
Som til to stærke Baand.
Mit Bryst var tomt, som Ørken,
Hvor hiint udvalgte Folk drog om;
Nu er det efter Tørken
En Blomster-Helligdom.
Jeg saae dig paa din Ganger
Liig Sulamith, hvis Skjønheds Magt
Den kongelige Sanger
Fik fast i Lænker lagt.
Som Rachel, øm og yndig,
Som Esther prud og stolt, og som
Debora kjæk og fyndig
Mit Blik du forekom.
Som Judith, rank og fyldig,
Da paa sin stærke Daad hun saae;
Som Ruth, da from, uskyldig
Ved Boas’ Fod hun laae.
O, kunde jeg opvække
For mig dit Hjertes Sympathie!
O, turde jeg nedlægge
Mit Haab som Frø deri!”
Da brat et Vindve klirred,
En Kappe, hvid, med Strimmel bred
Kom frem; to Øine stirred
Søvndrukne til ham ned:
„Hvad skal den Jammerklagen,
Hr. Lieutenant! og det Strængespil?
Gaae hjem! De kan om Dagen
Jo komme, naar de vil.
At trippe saa alene
I Mulm og Mørke her omkring
I vaade Græs og Grene,
Det ligner ingen Ting.
Er jeg end Jødepige,
Saa finder jeg det ikke net,
Det maa jeg Dem dog sige,
At la’e mig høre det.
Sligt kan jeg ikke lide,
Om det er nok saa pent indsvøbt;
Desuden maa de vide,
At jeg forlængst er døbt.
Tilgiv, hvis halv i Taaget
Jeg snakker! I min Tankes Net
Jeg, søvnig og forvaaget,
Ei Rede finder ret.
Jeg paa mit Hovedgjerde
Alt længe laae, da tidligt just
Jeg være maa paafærde, —
Vi skal jo gjøre Ost.
Saa maa jeg have Øie
Jo med vort Svineslagteri,
Og Bryg og Vægt jeg nøie
Maa holde Orden i.
De Ord var ellers smukke
Og Sangen var saa sød og blød;
Men hvorfor vil De sukke?
Det har jo ingen Nød.
See, nylig fik jo Fatter
I Lotteri en stor Gevinst,
Den gav han til sin Datter, —
Det tænkte De vel mindst?
Een Avlsgaard jeg mon eie,
De har en anden, det gjør to;
Saa har det gode Veie, —
Slaa De kun Dem til Ro!
Det kan jo blive deiligt,
Hvis ei De talte kun i Skjers;
Vi ligge saa beleiligt
For dette Slags Commers.
En dydefuld Forening,
Kan De begribe, er min Smag;
Hvis det er Deres Mening,
Er det en afgjort Sag.
Gaae derfor ei om Borgen
I Mørke som en fredløs Aand;
Men kom til mig i Morgen,
Saa skal De faae min Haand!”
— Han tabte fast sin Cither,
Han tabte Næse, Maal og Mund;
Den Dosis var saa bitter,
Men gjorde flux ham sund.
Forbløffet drev han atter
Tilbage til sin egen Borg;
Og brast han ei af Latter, —
Ei døde han af Sorg.