Naar Møen trofast rækker Svenden Haand,
En venlig Stjerne er tilstede;
Den smiler kjærligt til det søde Baand,
Og vier det til Fryd og Glæde;
Det er, som hele Verden sukked ømt,
Nu klart for Øie staaer, hvad før var drømt;
Roser fremgroer
Trindt om paa Jord,
Og Himlens Engle lifligt qvæde.
Vel Egen stolt og strunk i Skoven staaer
Og skuer ned til Blomsterstimlen,
Og hvisker sagtens om de hundred Aar,
Den stod — men naaede ei til Himlen;
Men Elskovs Rose, skjøndt saa spæd og fiin,
Saa mild som Melk og vel saa stærk som Viin,
Aldrig forgaaer,
Høit op den naaer
Og dufter over Stjernevrimlen.
Du faure Frue! tænk Dig rigtig om:
Er her paa Jord ei godt at være?
Du gjæve Huusbond! fæld nu ret Din Dom:
Er Vandringsbyrden tung at bære?
Ak, nei! den bliver jo saa let som Fjær,
Hvor fire Hænder og to Hjerter bær’,
Hvor Bedsk og Sødt,
Hvor Haardt og Blødt
Man deler med sin Hjertenskære.
O, nyd da freidigt Livets friske Vaar,
Lyt til, hvor Glædens Harper runge,
Og pluk til Krandse for de hvide Haar,
Mens Haugens Blomster end er unge;
Naar Sneen falder da, og Stormen stærk
Begynder trindt om Jer sit vilde Værk,
Da kan I To
Trygge og froe
Med Fryd om Vaarens Solglimt sjunge.
Thi, ak! vel tusind Blomster maae som Støv
Paa striden Strøm til Havet vandre;
Men aldrig falmer da det Myrtheløv,
Som I har plukket med hverandre;
Thi Stjernen, som saa klar og reen oprandt,
Da Eders Hjerter Gaadens Løsning fandt,
Trofast vil staae
Vagt paa det Blaa
Og tindre til en sildig Aften.