Mit Sind er som en Hede, tom og gold,
Hvor Tidslen eensom staaer i Stormens Vold.
Min Aand er som en Brønd, der før var fuld,
Men Kilden stoppet nu af tørre Muld.
Af brændte Jord ei nogen Blomst fremgaaer,
Af tørre Brønd ei Lædskedrik man faaer.
Een Smerte er mit Bryst, eet Suk min Røst —
Ei tør man lytte der til Sangens Lyst.
Tilgiv da mig, at ei med Blomst og Klang
Jeg sende kan min Hilsen denne Gang.
Det Træ, som ei er frisk og sommerglad,
Kun bærer tørre Qvist og vissent Blad.
Det visne Blad jeg sender Dem; derpaa
Mit Hjertes bedste Ønsker skrevne staae.