O! hulde Søvn, du naadigt dig forbarme!
Saa fast du mig i dine Lænker binde,
At glad jeg skuer Liv og Lys at svinde,
Med dem forgaaer jo al min Sorg og Harme;
Du bære mig i dine bløde Arme
Til Drømmens Land, hvor ingen Taarer rinde,
Hvor min troløse Ven jeg tro kan finde,
Han trykker der min Haand med vante Varme;
Der drikkes Glemsels Væld af fulde Skaaler,
Kun Glædessuk fra lette Hjerter iler,
Og Salighed om alle Læber straaler;
Der evig Fred paa hver en Pande hviler,
Der er min Elskte mild; kun der hun taaler,
O! sjeldne Fryd! at jeg til hende smiler!