Sonet

        Sonet af ital. suono, Klang (man har derfor ogsaa undertiden villet bruge Benævnelsen »Klangdigt« e. l. derom i ikke-romanske Sprog), er en metrisk Form, der har spillet en meget stor Rolle i Poesiens Historie. Det er en strofisk Form, bestaaende af 4 mindre, sammenhørende Strofer, de to første paa 4 Linier (»Kvartetter«), de to sidste paa 3 (»Terzetter«). Som den sædvanligste Rimstilling kan vistnok betragtes ABBA ABBA CDC DCD; men især i Terzetterne kan der være megen Afveksling i Henseende til Rimstilling. Femfodede Jamber er normalt og opr. dens Versemaal (i fr. S. dog hyppigst den uundgaaelige Alexandriner), og i de sydeuropæiske Sprog, hvor S. opr. hører hjemme, er Rimene sædvanlig helt igennem kvindelige. En egen Art S. er den »med Hale«, navnlig brugt i Italien i ældre Tid til komisk og satirisk Poesi (f. Eks. Burchiello): nogle Linier, kortere ell. længere, i Alm. 3, er her føjede til de opr. 14. Sonetkrans er en kunstfærdig Sammenstilling af 15 S., sammenhørende i Indhold; den sidste, Mestersonetten, er dannet af de 14’s Begyndelseslinier, og af de foreg. 13 S. begynder enhver med den forriges Slutningslinie. — Hvad S.’s Historie angaar, stammer Versformen fra Italien, og Italienerne gav Stødet til dens Anvendelse i andre Litteraturer. Der var digtet et ikke ringe Antal ital. S., før Dante skrev sine (til Dels meget smukke); men det var Petrarca, som bragte den ital. S. til Fuldkommenhed og blev Mønster derved. Siden hans Tid er Tallet af S. i Italiens Digtekunst uoverskueligt: hvilken ital. Digter har ikke skrevet S.? kan man omtr. rolig spørge, og det gælder om alle Litteraturperioder; endog i Dialekt har man digtet saadanne (f. Eks. G. G. Belli’s rom.). Fra Italien kom S. til Spanien, hvor Markien af Santillana i 15. Aarh.’s 1. Halvdel var den ældste Sonetdigter; han har haft mange Landsmænd til Efterfølgere, om just ikke i den Grad som Petrarca i sit Fædreland. Portugisernes bedste S. er digtede af selve Camões og i 19. Aarh. af Anthero de Quental. I Frankrig forsøgte Ronsard og hans Fæller (Plejaden) at gøre Propaganda for S. i 16. Aarh.; deres S. er efter Sprogets Karakter — som i de germanske Sprog — til Dels med mandlige Rim, men dog ikke i Alexandrinere, hvad senere fr. Digteres oftest er; nogen stor Bet. har S. dog ikke faaet for fr. Poesi, om end Musset, Sully Prudhomme, Soulary, Hérédia, Samain o. a. har benyttet Formen med Held, skønt ikke efter dens ital. metriske Skema. Heller ikke den eng. S. svarer sædvanligvis ganske til den ital. Form, men store Digtere har her saa tit lagt et vægtigt poetisk Indhold i dens modificerede Strofebygning, at man maa fremhæve Englands Litt. som en af dem, hvori de skønneste S. er frembragte: vi nævner Surrey, Shakespeare, Spenser, Milton og Wordsworth. Tysklands Litt. har at opvise kluntede Forsøg i S. allerede i 17. Aarh. (M. Opitz); fra den klassiske Tid har man nogle skønne S. af Goethe, men det var dog først den romantiske Skole, der bragte Digtformen i Mode, i den Grad, at man kan tale om et formeligt Sonetraseri i Beg. af 19. Aarh. I Danmark lavede man engang imellem S. efter fr.-tysk Snit, som man bedst kunde (d. v. s. højst tarveligt), i 17. Aarh., f. Eks. Hans Mikkelsen Ravn’s om Slagelse og P. Syv’s »Klinge-Vers« til en gerrig; Romantikken blev imidlertid ogsaa i dette Land den Periode, da den elegante og klangskønne Strofeform ret fik Indpas. Fra omtr. 1800 har mangen dansk Digter skrevet værdifulde S.: Schack Staffeldt og Oehlenschläger, Christian Winther og Poul Møller, F. Paludan-Müller og Aarestrup, Ploug og E. v. d. Recke. Sidstnævnte har endog digtet en Sonetkrans ligesom de tyske Romantikere. Norges ypperste Sonetdigter er Welhaven med den satiriske Cyklus »Norges Dæmring«. I Sverige var det som andensteds 19. Aarh.’s Romantikere, den fosforistiske Skole, som kastede sin Kærlighed paa S.; Atterbom og Nicander er fra denne Periode at nævne, fra en senere Tid Snoilsky.