See, Vintersolen bleg og mat
Bag Skyen daler ned;
Der kommer nu den stille Nat
Og tager Maanen med;
Og kalder Stjernen hist og her
Fra Himlens Dybde frem,
Og siger: „Kom Du kun og vær,
„Som var Du i Dit Hjem.
„Vær Du kun ei undseelig, men
„Luk op Dit klare Blik!
„Og Maanen? frygt kun ikke den,
„Du kjender jo dens Skik.
„Snart er den spæd, snart er den stor,
„Saa fyldig og saa slank;
„Men Du er i mit Himmelchor
„Jo evig eens og blank.
„Ustadig iler Maanen om
„Og har ei Ro, ei Rast;
„Du aldrig fra Dit Stade kom,
„Men staaer der tro og fast.
„Naar Maanen øser ud sit Guld
„Og har saa ei en Hvid;
„Din Sølverskjerv Du vennehuld
„Udstraaler til hver Tid.
„Den flakker med letfærdig Hu
„Og lefler med Enhver;
„Der er kun Een, jeg veed det, Du!
„Som er Dig rigtig kjær.
„Hun gaaer sin Vandring med Besvær,
„Med Smerten i sit Bryst;
„Men Du har med Dit blide Skjær
„Tidt smilet hende Trøst.
„Hun bandt sin Tanke, faur og blød,
„Til Dig, naar Du gled frem;
„En saadan Tanke er saa sød,
„Den hører til mit Hjem.
„O, Stjerne, i mit Himmelchor!
„Saa smil da, øm og varm!
„Da lokker Du fra dunkle Jord
„To Andre til min Barm!”