Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
At jeg kysser Dine Kinder,
At jeg kysser Dig paa Din røde Mund,
Mens hede mine Taarer rinder;
Der er da en Veemod i Dit Blik,
En Verden saa fuld af Kummer,
Der jager mig, som et Dolkestik,
Hjertet og af min Slummer!
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Vi staae paa den grønne Banke,
Hvor Sundets Bølger ligge i Blund, —
Og Hver bar sin egen Tanke:
Fjernt over Havets violblaae Vand
Din Længsels Duer er fløine;
Jeg drukner min Længsels stærke Brand
I Dine velsignede Øine.
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund;
Jeg synes, vi vandre alene,
Tause og stille i Vaarens Lund
Under duftende Bøgegrene;
Det vifter saa mildt, det aander saa sødt
Og vore Hjerter er stemte
Som Æolsharper og tone saa blødt, —
Men Smertens Sange er glemte.
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Jeg synes, at ramte af Døden
Vi ligge sammen i Jordens Grund
Og vente paa Morgenrøden.
Som nyligt vaagnede, hviske vi tyst,
Forventningsfulde og glade:
Vi have velsignet Fred i vort Bryst
Og Intet meer, som vi hade!