Saalænge jeg kan drage Veiret
Og see af Solens Lys et Blink,
Jeg, af din Ynde heelt omleiret,
Mig føler altid sødt beseiret
Af dine Øines mindste Vink.
For mig er Alting ved det Gamle,
Som første Gang mig aabenbart;
Og skjøndt halvblind jeg om maa famle,
Forstaaer mit indre Syn at samle
De kjære Træk og see dem klart.
Thi trofast er mit Hjerte blevet
Trods Livets Storm og Bitterhed;
Derinde dybt dit Navn staaer skrevet,
Og jeg vil døe, som jeg har levet,
Med det og gaae i Graven ned.
Frisk op, min Sjæl! lad ei Dig kue
Af Tanken om den sidste Stund.
Mit Hjerte! Du bør ikke grue,
Du lever ved en himmelsk Lue,
Der tændes ny bag Dødens Blund.