Min Hilsen først ved Julens Fest,
Hvor gode Ønsker trives,
Hvor Glædens Fugl bør være Gjæst
Og hvert et Haab oplives! —
Først søgte jeg en Lænestol
Med Hynder varme,
Med bløde Arme,
Ret magelig,
Behagelig
For Dig, min Tankes Sol!
Men hele Kjøbenhavn
Har ingen peen,
Ei værdig een
At tage Dig i Favn,
Den Skjebne var fatal!
Nu maa Du nøies ganske
Med Handsker, danske, franske,
Din Haand til Futteral.
Men duftende og søde
De er og smidigt bløde,
Straagule, rosenrøde
Og chamois, liliehvide;
De let paa Haanden glide
Og volde Dig ei Qval.
Jeg kalder Dig min Sol;
Thi fra mit Hjertes Hjem
Du stadigt lokked frem
Mig Sangens Rose og Viol.
Der var en Tid saa tung og sort,
Da i min Tankes Have
Der laae kun sjunkne Grave,
Hvor Lys og Liv var flygtet bort,
Og Vintrens Liigdug faldt.
Da sendte ned
Din Kjærlighed
Sin Straale — og da lysned Alt!
Hver Havens Blomst blev sommerglad,
Da Solen kom
Og vendte om
Det døde, sorte Blad,
Bort hver en Taage drog,
Der blev saa grønt,
Lifligt og kjønt, —
Høit Sangens Lærker slog!
Skjøndt Tidens tunge Haand
Nu paa min Vinge og min Aand
Sit stærke Baand
Alt ubarmhjertigt lægger,
Dog lige varm og klar,
Som første Gang den var,
Min Sol til Sang og Syn mig vækker.
For hvert et henrykt Suk, jeg sukker,
For hver livsalig Blomst, jeg plukker,
For hver en opløst Hjertegaade,
For himmelsk Fred,
Der leirede sig ned
Og fulgte hvert min Tankes Fjed,
Jeg takker baade
Din Kjærlighed
Og dine Øines Smiil
Langt meer end Sanggudindens Naade!