Den drømmende Pan
(efter en antik Gemme)
(efter en antik Gemme)
Med Fløiten hængt i grønne Grene,
Og Staven henslængt ved din Fod,
Han sidder der saa taus, alene,
Med Haand paa Kind, ved Træets Rod,
Dybt i hans Indre vist det drømmer,
Mens Sommervinden luun og øm
Omkring hans Øre sagte svømmer,
Som Melodien til hans Drøm.
Men stum er Fløiten hist paa Ranken,
En Verdens Rigdom i den boer,
Tidt fik den tolket Hjertets banken
Langt mere klart end Tungens Ord.
Hans Veemod drømmer om den Skjønne,
Der flyed ham med lette Fjed,
Og som, forvandlet til det grønne
Sivrør, stod bly ved Flodens Bred.
Da lytted han, mod Vandet bøiet,
Til Sivets Suk; han skar det af,
Og fik sin Fløite sammenføiet,
Og den hans Længsel Lindring gav.
Han i dens Toner sødt udaanded,
Hvad stærkt sig rørte i hans Bryst,
Naar det i Qval sig bittert vaanded,
Naar høit det jublede med Lyst.
Den Ild som i hans Hjerte ulmed,
Han blæste i det døde Siv,
Og mens det huldt hans Smerte dulmed,
Det skjænked tusind Sange Liv;
Saa Jægeren i de dunkle Skove
Og Hyrden paa den lyse Vang,
Og Fiskeren paa blanke Vove
Fik Tanke først til Spil og Sang.
Ja, han, den Gud for Alnaturen,
Da Guder mod Giganter drog,
Saa vældigt blæste Musling-luren,
At Rædsel Jordens Yngel slog! —
Her drømmer han om hine Fester,
Hvor han i skjønne Nymphers Flok
Beruset sprang blandt glade Gjæster
Med Vedbend om sin brune Lok;
Hvor han begeistret og forvoven,
Mens høit han Tyrsusstaven svang,
Med Bacchus rased gjennem Skoven
Til Fløiters og Cymbalers Klang.
Han mindes mangen Skovens Datter,
Der, druefrisk og luevarm,
Med vilde Kys og kjælen Latter
Ham krysted til sin fulde Barm. —
I Skovens Dyb, bag Løv og Grene
Har han snart hist, snart her sin Bo,
Hvor han vil drømme trygt alene, —
En Helligdom for stille Ro.
Vee den forvovne Dødelige,
Hvis Øie saae den stærke Gud!
Gaaer han ei brat til Nattens Rige,
Saa slukkes Tankens Lys ham ud.
Kom ei i Høstens gyldne Dage
Hans dunkle Helligdom for nær;
En uforklarlig Rædsel jage
Dig vil paa flugt fra Skovens Træ’r.
Hvo med vanhellig Haand afslører
Naturens kydske Løndoms Bud,
Ei Himlens Magter meer tilhører,
Vanvittig troer han selv sig Gud! —
End lever Pan; med Ungdomsvælde
Han virker end hver Høst og Vaar;
Ham har ei Tiden kunnet fælde, —
En Guddom tæller ingen Aar.