Her er saa godt, her i Lindens Top;
Kom herop! kom herop!
Aa, du Stakkel! du mangler jo Vingen!
Men jeg kan saa deiligt i Solens Skin
Flyve ud, flyve ind,
Og jeg generer slet Ingen!
Nys kom jeg hid fra det fjerne Land,
Over Bjerg, over Vand
Foer jeg frem med Latter og Qvidder;
Og Hun, som jeg elsker i Liv og Død,
Som er yndig og sød,
Hun fløi med mig, — histnede hun sidder.
Nu skal vi da til at samle til Bo,
O, min Ven! du kan troe,
Det er moersomt at flette en Vugge!
Det er saa kjært at bygge et Hjem,
Hvor der hviler To — eller fire og fem,
Mens rundt om os Bladene lukke.
Her skal jeg saa boe med min liflige Viv;
Hvilken Lyst! hvilket Liv!
Evig hos hinanden at dvæle!
At sidde hos hinanden saa luunt, saa nær,
Og tilsidst høit over de susende Træ’r
I Sang udaande vore Sjæle!