Vinteren i Norden
Efter J. E. Stagnelius
Efter J. E. Stagnelius
Alt fra den Tid, naar Dagens Stjerne brænder
Ved Sydens Pol, indtil den atter sender
Fra Vædrens milde Himmel huldt sin Magt;
Behersker Kuldens Kobberscepter Norden,
Det gyldne Sædkorn slumrer under Jorden,
Tyst drømmende om nye Vaarsols Pragt.
Sit Slot af Snee da Vinterguden bygger,
Med tunge Vægt han Fjeldets Graner trykker,
Og snart han Dalens Hytter opslugt har;
Ei Bækken meer igjennem Engen seiler,
Ei Morgenen sin friske Pande speiler,
Ei Himlens Stjerner i dens stille Glar.
Ei Røkken meer i Flodens Bølger qvæder,
Og ingen Havfru bleger sine Klæder
Paa Bølgens Ryg i milde Straalers Glands;
Ei Alferne, naar Duggen smykker Græsset,
Ved maaneblanke Søers Rand, paa Næsset
Man svæve seer i natlig Sommerdands.
See! Vintrens Liigdragt hviler over Engen,
Hvor nys i Krattets Skjul paa Blomstersengen
Et henrykt Par med Solen Afsked tog;
See! øde ligger under Sneens Dække
Den Egn, hvor nys bag Caprifoliehække
Lucindas hvide Finger Cithren slog.
Ei længer Lærken, høit paa lette Vinger,
Sin Morgenglæde mod Azuren svinger,
Græshoppen svandt alt med sit grønne Slot.
Ei Svalens Sang af Søvnen Bonden vækker,
Ei Livets Skygge lyttende bedækker
I Ambranatten Lundens Sangerdrot.
Ei Duens Kur fra Almens Krone lyder;
Graaspurver kun hinanden ivrigt byder
Til Glædesfest i Granens nøgne Taarn;
Hvergang, naar Solens Guld af Skyen bryder,
Fra deres Bryst en Tonestrøm sig gyder,
En Gjenklang liig af Fryd, som var tilforn.
Bladløse Poplerne nu staae i Lunden;
Og, hvidklædt Gjenfærd liig, i Midnatsstunden
Sig Egen reiser høit og suser huul;
I Dødens Farve hver en Form sig klæder,
Mens Fyrren stolt i broget Glands fremtræder,
Og laaner Pryd af Maanens røde Hjul.
Dog glædes Nordens Ynglinger og Piger,
Skjøndt Solen, som til Vandmands-Stjernen stiger,
Med skjæve Blik til deres Hjem kun seer;
Men Stormens Røst og Kulden kan ei kue
De Flammer, som hos Skandinaven lue,
Den Fryd, som kjækt ud af hans Øie leer.
Ved Bjelders Klang, i zefirlette Kjelker
Han glider over Isens glatte Bjelker
Med Sang, af muntre Brødres Flok besvart;
Hans Jagtgevær i Graners Skumring blinker;
Paa nyfødt Snee, naar Dagens Gry ham vinker,
Forfølger han den bange Raabuks Fart.
Paa Gulv af Iis sees Sognets Ungdom dandse
Med staalklædt Fod! See, Frostens Blomster krandse
De gyldne Haar og farve Kinden rød;
See, Nordens Mø, med Blikke himmellyse,
Fortroligt smiler bag den mørke Kyse,
Liig Maanen ud af Natteskyens Skjød.
Med Glæde nu man hilser Sydens Druer,
Og under Skjemt ved Baalets muntre Luer
En Kreds saa hyggeligt om Ovnen slaaer;
Fiolens Røft fra Marmorsalen lyder.
I Nordens Skjønne! den til Dands Jer byder,
Op! smykker Lokkerne med konstig Vaar.
En himmelsk Vellyst Ynglingen bevinger,
Naar, svævende i Valtsen, rask han svinger
Sin Pige, som i Favn ham smiler ømt;
Om hendes Kind slaaer Uskylds Morgenrøde,
Naar hun skal skjenke ham sit Kys, det søde,
Som Pantelegens strenge Lov har dømt.
Mildt tørrer Freia nu i Folkvangs høie
Krystalbeklædte Slot sit hulde Øie
Og skuer venligt ned til Barnets Ro;
Græd ei, Gudinde! komme skal din Mage,
Som Nordens Solgud, i din Favn tilbage,
Naar Lilierne i Sverrigs Dale groe.
Naturen ældes ei, den evigunge!
Snart Fuglene i Vaarens Lunde sjunge,
Snart Dagen over Bjerg og Dale gryer.
Nyd, Menneske! din Vandrings korte Dage!
Liig Kildens Vover, der bag Sivet klage,
Fremglimter du paa Tidens Strøm og — flyer.