Gaaer jeg ved din Side gjennem Skoven,
Sidder jeg hos Dig paa Strand ved Voven,
Mens det Blaae sig hvælver huldt foroven; —
Aander jeg det Grønnes duft i Strømme,
Hører jeg mod Bredden Bølgen svømme,
Ak, som fordum vakte søde Drømme; —
Men det hele skjønne Landskabsbillede
Viser sig, skjøndt klart i Livet stillet,
For mit Blik forvirret og forvildet;
Ak, da sniger Veemod fuld af Smerte,
Fulgt af Bitterhed, sig i mit Hjerte,
Thi jeg aner: slukt er Synets Kerte.
Kummerligt og mat jeg flytter Foden,
Ængster mig for Stenen og for Roden,
Sky, usikker stirrer jeg imod den.
Øiet er ej meer en tro Veninde,
Som mit Fjed lod sikkert Fæste finde, —
Jeg med Vold maa holde Taaren inde.
Naar en Sommerfugl har mistet Vingen,
Lænkebundet som i Slaveringen
Kryber den i Mulm og sees af Ingen.
Saadan jeg kun langsomt nu kan travle,
Dunkle Minder træge Tanker avle,
Fyldt er snart mit Regnskabs sorte Tavle.
Treven, liig et Lastdyr under Aaget,
Vader, som i Dynd, jeg gjennem Sproget,
Og min Tanke er saa dum og Taaget.
Lever jeg, da veed jeg, Tiden kommer,
Da jeg ikke meer kan see en Sommer
Med dens grønne Skov, dens Rosenblommer;
Da jeg Solen ei kan see at gløde,
Da mig Kunstens Værker ere døde,
Da mig intet venligt Blik kan møde.
Naar sig Alting da i Nat vil gjemme,
Er dit Haandtryk og din kjære Stemme
Snart det Eneste, jeg kan fornemme.