Eros Fløitespiller
(Efter en antik Gemme)
(Efter en antik Gemme)
Tilegnelse
En lille Steen Du her modtage,
Et Blad kun af en svunden Flor,
Et Glimt fra Kunstens klare Dage,
Som har forvildet sig mod Nord.
Den har vist lange Veie vandret
Og lagt sin Sæd i mangt et Bryst,
Og spiret der, og uforandret
I Skjønhed seet hvergang en Høst.
Hvis Haand har baaret den som Smykke?
Hvem fik den første gang som Pant
Paa Troskab, Kjærlighed og Lykke?
Og Sandhed i Symbolet fandt.
Veemodigt drager den vort Øie
Hen over tusind Slægters Aar.
For Tiden maa sig Livet bøie,
Men Evigt Skjønheds Værk bestaaer.
Lad denne Draabe af de Gamles
Paa Skjønhed rige Tankevæld, —
Den skjønne Tanke — lad den samles
Med sine Søstre i din Sjæl!
Eros den Yndige Dreng,
Med sine Fløiter for Læberne stod.
Villieløs, bævende
Psyche kom svævende,
Lokket hen over den duftende Eng,
Satte sig trygt ved hans Fod.
Nys laae hun fængslet i Svøb,
Drømte kun dunkelt; men Baandene brast,
Og i den smilende
Vaardag henilende
Hørte hun Fløiternes Triller og Løb, —
Henrykt hun standsed sin hast.
Ømt var hans klingende Spil!
Sødeste Toner det var fra hans Bryst,
Luften opfyldende,
Smigrende, tryllende;
Sittrende sad hun og lyttede til, —
Salig hensunket i Lyst.
Alt blev saa glimrende rigt,
Solen blev blankere, Himlen saa blaa,
Rosen meer duftende,
Vaarvinden luftende
Mildere; som i det yndigste Digt
Skabningens Skjønhed hun saae.
Ned fra Olympen et Tog
Daled, — en Skare, rødkindet og hvid.
Guldfagert lokkede
Genier flokkede
Sig om den Drømmende og hende drog
Høit over Rum, over Tid.
Du, som den Jubel fik skabt,
Eros! Du himmelske! naadig og huld
Hold de sødtklingende,
Salighed bringende
Toner ved Liv, til hun Vingen har tabt
Og vorder atter til Muld!