Igjennem Helvedes Ild og Skjærsidls Flammer
Til Paradisets rene, svale Bolig
Med Digteren Du vandre kan fortrolig,
Mens hyggeligt Du sidder i dit Kammer.
Thi Enden seer man dog paa al den Jammer,
Og naar man kjæmpet har mod Stormen trolig,
Han fører til en Egn os, klar og rolig
Som Vaarens Morgengry blandt Skovens Stammer.
Et Billede er det jo paa Livets Kampe,
Som kan bestaaes til Sejren er vundet,
Det nytter ei mod Braaden her at stampe.
Som han, har Himlen ogsaa mig forundet
En kjærlig Haand, der har til Sjælens Lampe
Den milde Olie gydt og Vægen tvundet.