Det er en ganske vakker Fyr
Hr. Jean, min yngste Fætter;
Han mig fortæller Æventyr,
Og skriver mig Sonetter;
De klinge ei som Andres Vers,
Der læses og forglemmes,
Hvori man seer, det er kun Skjers,
Saa Lunet reent forstemmes.
Hans Vers — de trænge dybt i Sind!
Ja, de kan rigtig troe det,
Jeg lod dem aldrig komme ind,
Hvis Hjertet ei forstod det.
De virke med en Tryllemagt, —
Man veed ei, hvor man har det,
Og Hjertet være maa paa Vagt,
At det er vel forvaret.
Det var en Foraarsdag i Fjor,
Vi gik paa Elskovsstien,
Jeg tog mig for at spørge, hvor
Han lærde Poesien.
„Hør, kjære,” — jeg med ærbar Tugt
Ham nok tør Kjære kalde,
Han kalder mig saa meget Smukt,
Som Rimet nu kan falde, —
„Hør, kjære Jean! fortæl mig dog,
Jeg ikke ret forstaaer det,
Hvordan du bleven er saa klog,
Og hvorfra du dog faaer det?
Thi Oncle staaer i sin Boutik
Med Bismer og med Alen,
Og Tante holder dygtig Skik
I Kjøkken og i Salen,
Men Vers de agte kuns for Tant,
Og Elskov for Sottiser,
Ja, Oncle selv sin Kone fandt
Jo ved Addresaviser?”
„Kom,” sagde han, „paa denne Bænk
Vi vil en Stund os sætte,
Mens Maanen kaster Sølverstænk
Udover Skov og Slette;
Jeg vil dig med tre, fire Ord
Mysteriet berette, —
Det vil tillige, som jeg troer,
Mit Hjertes Byrde lette:
Da Eros fløi fra Psyches Barm,
Forraadt af sin Veninde,
Og, svømmende med Graad og Harm
Paa Sommerluftens Vinde,
Han høit i stjerneklare Nat
Sig heftig monne svinge,
Da løsned sig en Fjeder brat
Fra Gudens venstre Vinge.
Den sank; og mens den lille Gud
Sin Smertes Flamme svaled’
Den som et hvidligt Stjerneskud
Paa Hellas’ Enge daled’.
Der af en Græker fundet blev
Det kostelige Stykke,
Og han den første Hymne skrev
Om Kjærlighedens Lykke.
Men — siden er den vandret om
Vel over hele Jorden,
Til London, Ispahan og Rom,
I Syden og i Norden;
Den fandtes hist, hvor Palmen groer
Om Niluskildens Grotte,
Og man har fundet selv dens Spor
Paa Schwabens Ridderslotte;
I Provençalens kjælne Chor,
Ja, ved Vaucluses Kilde,
Og hvor sig Guadalquibir snoer
I Ly af Ranker vilde.
Lyksalig han, som eier den!
Hver Bøn, hver Elskovsklage,
Som skrevet blev med denne Pen,
Blev aldrig viist tilbage.
Man ofte har den eftergjort
Bemalt med broget Farve,
Men ak! det gavner ikke stort,
Hiin Dyd de aldrig arve;
De træffes overalt paa Jord, —
Slig Falskhed aldrig helmer, —
I Kjøbenhavn, saavidt jeg troer,
Hos Jacobsen og Selmer.
Jeg meende, min var denne Skat,
Min Anelse har sagt det,
Skjøndt tidt alt Haab mig har forladt,
Hvorvidt jeg end har bragt det.
Dig offred’ jeg hver Bøn, hver Sang,
Dog maa jeg tilstaae dette:
Jeg hidtil tvivled’ hver en Gang
Om Pennen var den rette!”
„Ifald,” jeg svared flux igjen,
„Hver Bøn, hver Elskovsklage,
Man skrev med Gudens tabte Pen,
Ei vises kan tilbage;
Saa trøst dig! — er den rigtig til,
Da kan jeg ikke nægte,
Man maa saa sige, hvad man vil,
Du eier vist den ægte!”