Nu er han død, den smukke, kloge Hund,
Som ene hilsed Dig hver Morgenstund
Og smaskende, mens han med Halen slog,
En sød Bid Brød af dine Hænder tog
Og sad og vented, om ei Meer der var,
Og saae paa Dig med ærligt Øienpar.
Dig lystred han, skjøndt aldrig dog din Haand
Ham tugtede med Svøbe eller Vaand.
Paa Gaden fulgte han Dig tro som Vagt,
Og selv hvor Fristelsen ham nær var lagt,
Den øved ei paa ham sin vante Magt;
Han ved din Side trofast holdt sig blot,
Saae op til Dig, „om det var rigtig godt?”
Saa kom han bort — bort til et fremmed Land,
Men til en Ungersvend, en Herremand,
Der just forstod at skatte hans Forstand.
Det var et andet Liv! Der fik han Lov
At fare lystigt om i Mark og Skov;
Og Husets Frue selv ham blev saa god,
At hun sin Stadsestue ham oplod.
Og tapper var han der; den stærke Knegt
De Køtre holdt i sømmelig Respect,
Og som sin Herres Vagt den gode Dreng
Tog Nattehvile uden for hans Seng.
Der døde han! — Det var da nok en Ven,
Som Tidens vilde Storm fik veiret hen.
Det var dog kuns en Hund! — O, Evas Æt!
Tør Du bebreide mig de Vers med Ret?