Reisepas til Fredrik Ulrik Timm
udstædet fra Studenterforeningen
udstædet fra Studenterforeningen
Naar andre Godtfolk skilles ad,
De sukke høit og græde;
Dem smager ei den gode Mad,
Ei Druens friske Væde;
Men vi vil slukke Taaren ned
Med Rankens Blod, det røde,
Saa blandes Draaben godt derved,
Den Bittre med den Søde.
Skal Du os da forlade brat
Og Dig paa Reisen give,
Saa vil vi her i denne Nat
Et Reisepas Dig skrive,
Som viser, hvad Du er for Een,
Hvordan Du her har snoet Dig,
At hvor Du sætter hen Dit Been,
Kan tages godt imod Dig.
„Hr. Timm, Studentersenior før,
„Gebürtig her af Byen,
„Sig agter nu som Auditeur
„Til Jydland over Fyen;
„Han taler dansk, men som en Født
„Han taler og det Tydske,
„Dog snart han er vel ogsaa nødt
„At bryde paa det Jydske.
„Han bær sit eget kruste Haar,
„Heel rank og stærk er Ryggen,
„De jydske Pigebørn han slaaer
„Vist Krøller i Parykken;
„Et muntert Sind ham Herren gav,
„Det bør Alverden vide,
„Han er lidt trind, men det er brav,
„De fede Folk er blide.
„Dog Eet endnu, — og bort med Spas!
„Han har et ærligt Hjerte,
„Hvormed han, uden Tegn og Pas
„Kan trodse Reisens Smerte;
„Han er en venlig, trofast Svend,
„Det veed vi her i Salen,
„I Alvor sveeg han ingen Ven,
„Og ingen ved Pokalen.
„Thi er vor Bøn til gode Mænd,
„Som dette faaer i Hænder,
„At de vil elske ret vor Ven,
„Hvorhen sit Fjed han vender,
„At, hvor hans Hjerte banker paa,
„Det frit maa indpassere; —
„Af Sygdom her, — bemærkes maa,
„Kun Tørst skal stærkt grassere.
Ei Du betale skal Dit Pas,
Vi her vil gratis skrive,
Dog skal ved dette fulde Glas
Et Løvte Du os give:
At, har Du paa Din Reise Held,
Da tænk paa os her hjemme!
Vor kjære Timm! farvel! farvel!
Vi skal Dig aldrig glemme!