Jo, du skal kjønt spadsere med,
Din Doctor har jo sagt det;
En Vandring langs med Søens Bred
Har du ei før foragtet.
„Jeg bliver træt!” — Vi langsomt gaae,
Ved Søen kjøler Luften,
Og der er Græs at hvile paa,
Og der er Blomsterduften.
„Hvad leer du ad?” — Du bandt din Sko,
Og sad saa yndig bøiet;
Dit Suk — og Tanken, kan du troe,
Mig gjorde saa fornøiet.
„Hvor er du fæl!” — Kom, bedst vi gaae
Til Byen over Vænge;
Der boer en Mand, som skal forstaae
En Kunst, hvortil vi trænge.
„Hvad da?” — Han bygge skal en Bo,
En lille venlig Hytte,
Hvor Sorg ei boer, men Fred og Ro,
Som Englene beskytte.
„Men jeg forstaaer dig ei!” — Probeer,
Min kløgtige Annette!
Om, naar jeg ikke siger meer,
Du kan min Gaade gjette?
„Aa, sig det strax!” — Befaler du?
Det hjælper dig kun lidet!
„Saa tie kun med din Gaade, nu
Vil jeg slet ikke vide’t.”
Hvor her er svalt i denne Lund,
Aa, lad os staae lidt stille;
Og kjøl forsigtigt her din Mund
I denne klare Kilde.
I Fjor, da var du let til Beens;
Hvad ændrer ikke Aaret;
Man kan ei altid være eens,
Ja, seer du, saadan gaaer ’et;
Saa kneiser Træet stolt i Vaar,
Thi Blomsten ikke tynger;
Men bøiet det mod Høsten staaer
Med Frugt i tunge Klynger.
„Hør, nu igjen! Nu er jeg vreed!
Jeg vil ei længer ha’ dig!”
Du kan ei flyve langt; — jeg veed,
Jeg kan ei skilles fra dig.
Men see! her ind vi træde vil,
Ifald du saa behager;
Her faae vi, hvad vi trænge til,
Her boer en — Kurvemager.