Hav Tak, Du Krands af Tanker,
Af Billeder og Ord,
Af Klang og Blomsterranker,
Af Solo-Sang og Chor!
Hvergang jeg Dig oplukked,
Hvor sødt ei Hjertet slog!
Ei dybere jeg sukked
Ved nogen anden Bog.
Hvor tidt har Du ei dulmet,
Naar Hjertets Strøm blev vild;
Naar under Asken ulmed
Min Smertes skjulte Ild.
Du aabned tidt mit Øie,
Naar Glæden stod mig fjern,
Du kunde Villien bøie,
Som troede sig af Jern.
Du skjænked tidt en Nøgle
Til Paradisets Lyst;
Du dræbte tidt en Øgle,
Der ruged i mit Bryst.
Jeg fandt blandt dine Sange
Det Yndigste, jeg veed;
Det smelted mange Gange
Mig med Livsalighed.
Ved hver en Blomst, jeg plukked,
Ved hver en Frugt, Du gav,
Jeg dybere neddukked
I min Begejstrings Hav.
Saa kjærligt har Du bragt mig
Til himmelsk Ro og Fred,
Og Alt, hvad Du har sagt mig,
Mit Hjerte hænger ved.
Men hvad min Aand udspandt sig
Af Dig, det nævnes ei;
Jeg troer, ei Nogen fandt sig
Det Samme der, som jeg.