Den 18de Aug. 1842(Med et lille Basrelief, en Sangerinde, hvem en Amorin støder en Piil i Brystet)Der sidder hun, og for en StundHun lader Lyren taus neddale,Mens med et Smiil omkring sin MundHun hæmmer Sangens milde Tale.Hun standser Stemmens klare Strøm,Den hendes Hjertes Afgrund rummer.Et Liv af Anelser og DrømHun lever, som i hellig Slummer.Thi dybt i hendes Hjerte slogEn himmelsk Haand sit Guddomsstempel,Og hendes Sind med Vælde drogFra Sangens til et andet Tempel.Men ogsaa Han, hvis stærke MagtTil navnløs Salighed indvier,I hendes Barm har Spiren lagtTil tusind ædle Melodier.Og snart hun stemme vil paa SkjødSin Lyres atter vakte Strænge,Og Sangen, dobbelt stærk og sød,Sig fra begeistret Bryst fremtrænge. —— Forkast ei Du, hvad reent og smuktEr skjenket Dig af gode Guder,Og pluk paa Jorden glad den Frugt,Som Dig en bedre hist bebuder.Hvad her sig rører i vort Bryst,Er Anelsen om hine Sange,Men givet os til liflig Trøst,Naar Jordens Mørke gjør os bange.Lad da igjen fra denne DagDin Sangfugl frit af Buret svæve,At den med kraftigt VingeslagDig maa fra Livets Taager hæve.