Min Gudinde
Efter Goethe
Efter Goethe
Hvilken Gudinde
Skjenkes den høieste Priis?
For mig maae I vælge;
Jeg vil den skjenke
Til den evig bevægelige,
Altid nye,
Selsomme Datter af Zeus,
Hans hjertelskede Barn,
Phantasien!
Thi han har jo
Hende tilstaaet
Alle de Luner,
Han ellers alene
Forbeholdt sig,
Og med Fryd han betragter
Den Overgivne.
Lad hende, rosenkrandset,
Med sin Liliestængel,
Vandre i Blomsterdal,
Sommerfugles Dronning,
Og som med Biens Læbe
Suge den letnærende
Dug af Blomsten.
Eller lad hende
Med flagrende Haar
Og skumle Blikke
Suse i Vinden
Om Klippevægge,
Og tusindfarvet
Som Morgen og Aften,
Stedse skiftende
Som Maanens Aasyn,
For de Dødelige fremtræde!
Lad os Alle
Faderen prise!
Den gamle, høie,
Der naadigst forened
En saadan yndig,
Uvisnelig Viv
Med jordfødte Slægt.
Til os alene
Han har hende knyttet
Med himmelsk Baand,
Og hende befalet:
I Fryd og Sorrig
Som trofast Hustru
Aldrig at vige.
Alle de andre
Stakkels Slægter
Paa den afkomrige,
Levende Jord
Vandre og græsse
I Øieblikkets
Begrændsede Livs
Uklare Nyden
Og dunkle Smerte,
Bøiede ned af
Trangens Aag.
Os dog har han
Hende, sin snildeste,
Forkjælede Datter,
O Glæde! forundt!
Omfat hende kjærligt,
Som en Elskerinde,
Skjenk hende Huusfruens
Hæder i Huset.
Og lad den gamle
Svigermoder, Viisdom,
Aldrig fornærme
Sjælen, den spæde!
Dog hendes Søster jeg kjender,
Den ældre, meer satte,
Min stille Veninde!
O, gid hun først,
Naar Livslyset slukkes
Maa vende sig fra mig,
Den ædle Ansporende,
Trøstende — Haabet!