Prometheus
Efter Goethe
Efter Goethe
Bedæk du kun din Himmel, Zeus!
Med Taagesky,
Og øv dig, liig den Pog,
Der Tidslens Hoved kapper,
Paa Egetræer og Bjerges Top.
Men min Jord, den maa du
Dog lade staae;
Som og min Hytte, den du ei har bygt,
Som og min Arne,
For hvis Ild
Du mig misunder.
Jeg veed ei noget Staklere
Under vor Sol, end jer Guder!
Af Offergaver
Og Anraabssuk
I nære kummerlig
Eders Majestæt,
Og lede Nød, var ikke
Armod og Barndom
Haabende Daarer.
Da jeg et Barn var,
Og vidste ei ud eller ind,
Slog jeg mit vildfarne Blik
Mod Solen, som om histovre var
Et Øre, der fatted min Klage,
Et Hjerte, som mit,
Der tog sig af den Betrængte.
Hvo hjalp mig
Da mod Titanernes Overmod?
Hvo rev mig ud fra Døden vel,
Fra Slaveri?
Har du ei Alting selv fuldbyrdet,
Helligt glødende Hjerte!
Din Glød var ung og god,
Bedragen, Redningstak
Til ham, den Sovende histoppe?
Jeg ære dig? hvorfor?
Naar har du den Betyngedes
Smerter vel lindret?
Naar har du den Beængstedes
Taarer vel stillet?
Har til Mand ei de mig hamred:
Den almægtige Tid,
Og den evige Skjebne,
Min Herre og din?
Sagtens du meente,!
Jeg skulde nu Livet hade,
Til Ørken flygte,
Denstund ei alle
Blomsterdrømme bar Frugt?
Her sidder jeg, danner Mennesker
Efter mit Billed,
Som en Slægt, der vorder mig liig,
I at lide, at græde,
I at nyde, og at glæde sig
Og dig at byde Trods,
Som jeg!