Paa Gaden over Stenene
Dig følger en lille Een;
Saa vims han bruger Benene,
Han er slet ikke seen.
Han render Dig i Hælene
Saa let med freidigt Mod,
Paa Trappen, over Fjælene,
Hvor Du sætter Din Fod.
Som en lille huusvant Nisse,
Skjøndt Du ham øiner ei,
Han iler med tilvisse
Paa hver Din Sti og Vei.
Han boede med Dig sammen,
Hvor saa Du flytted hen;
Han havde ret sin Gammen,
Den uselige Svend.
Du troede Dig tidt alene
Med Haanden under Kind;
Han gynged i Hyldens Grene
Og kigede til Dig ind.
Tidt sad han Dig for Øiet
Midt i Din Blomsterkost,
Saa overstadig fornøiet,
Som Rotten i sin Ost.
Han spidsed da sit Øre,
Naar ret Du sukked ømt,
Saa gjerne gad han høre,
Hvad Dit Hjerte fik drømt.
Hvor gjerne han vilde trøstet
Dig, naar Dit Hjerte leed;
Hvor gjerne han Dig forlysted,
Ak, Sligt Du ikke veed.
Hvor gjerne vilde han veire
Din Kummers Dæmring hen,
Den skumle Nat beseire
Og skabe Dag igjen!
Da nys det gik Dig saa ilde
Hist paa den steile Vei,
Han iled, men kom for silde,
Og ak! han hjalp Dig ei.
Tidt sad han paa hvide Blade,
Naar Pennen ret blev brugt;
Og paa Din Farvelade,
Naar Du maled Blomst og Frugt.
Han lytted til Din Kjoles
Raslen, ihvor Du gik;
Og leved kun ved at soles
I Dine klare Blik.
Naar aarle Du opbinder
Dit bløde, blonde Haar,
Han med blussende Kinder
Paa Din Speilramme staaer.
Han smiler ved Din Latter,
Han græder ved Dit Suk:
Ak, aldrig selv Du fatter,
Hvor han finder Dig smuk.
Hver en Sittren med Brynet,
Og hvert Dit Øies Blink
Opfanger han som Lynet
Saa klart og saa flink.
Naar Du tier, naar Du taler,
Naar Du sider, naar Du staaer,
Naar Du læser, skriver, maler,
Naar Du reiser Dig og gaaer;
Naar Du sysler ret saa nydeligt —
Al den søde Harmonie
Opfatter han saa tydeligt,
Som udtaler sig deri.
Og hvad selv Du agter føie,
F. Ex. Din Tommeltot,
Han seer med kjærligt Øie, —
Han lider den saa godt!
— Men Dvergen er min Tanke;
Han lever kun af Dit Liv
Og voxer, som Druens Ranke
Voxer ved Solens Bliv.
Jeg maa dig det forkynde,
At ret med barnlig Lyst
Han dier af al Din Ynde
Som af en Moders Bryst.
Han dier den Sødheds Kilde,
Som i Dit Væsen boer;
Saa, var han for kun lille,
Han bliver nu stærk og stor.
Og har han med List og Lempe
Saa fulgt sin Lyst og Pligt,
Han kroer sig fom en Kjæmpe,
Og kalder sig et Digt.