Lad dem synge, som de maae!
Lad dem qvæde deres Sange
Fade, flaue, brede, lange,
Tørre, vindige og smaa!
Lad dem kun som Ulve tude
Om Despoter og om Død!
Lad dem Friheds Morgenrød
Kun som Lærker høit bebude!
Lad dem slynge deres Ild!
Lad dem tænde deres Fakkel!
Blande mig i det Spetakel
Hverken kan jeg eller vil.
Gav mig Gud til Sang en Stemme,
Ild i Hjerte, Kraft i Bryst,
Vil jeg dog kun til Din Trøst
Sangens Ild og Styrke gjemme!
Hvis jeg kun et kort Secund
Fra min søde Elskovsstjerne
Sorgens tunge Slør kan fjerne
Og Dit Hjerte gjøre sundt;
Hvis jeg kun et Smil kan vække
Op til Blomstren paa Din Kind;
Hvis jeg Spiren i Dit Sind
Til et Fredsminut kan lægge;
O, da maa den hele Flok
Gjerne qvække, qviddre, sukke,
Alle Laurens Blade plukke, —
Der er vel til Alle nok! —
Du alene mig kan lønne!
Du — alene Du kan faae
Sjælens Blomst til ud at slaae
Sine Blade, friske, grønne!
Og al Verdens raae Forstand,
Pral og Prunk mig intet veier
Mod en slig Begeistrings Seier,
Som Du mig berede kan.
Dog det er ei egen Kraft,
Som bevæger Alt herinde;
Du beruser det, Veninde!
Liig en mægtig Drues Saft!
Thi til hver en sindrig Tanke
Og til hver en dristig Flugt,
Hver en Blomst og hver en Frugt
Det hos Dig maa Frøet sanke.
Elskte! Du vil til min Grav
Jo Din Sanger huldt beskytte?
Laurens Krands jeg aldrig bytte
Vil for Rosen, Du mig gav!