„Hvor Mænd i Atlashoser gaae,
Er ei vor Plads.”
„Men det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst.”
Poul Møller
Hvis Du vil synge Dig til Glæde,
Og ærlig Tak for Sangen faae,
Skal ikke Du i Hallen træde,
Hvor Fornemhedens Gud har Sæde,
Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae;
Thi der tidt Tankerne er spæde,
Og der tidt Hjerterne er smaa.
Har Du en Palme, blodomgjødet,
En Tidselvaand af Blomster dækt,
En Piil, ret kraftigt gjennemglødet,
En Frugt af Elskovs-Solen sødet,
Et Sværd med Klang og Sving og Vægt;
O, Digter! Du skal ei forøde’t
Paa en saa tam og udtømt Slægt!
Har Du et Bryst med Kraft i Lungen,
Saa spar det til en anden Gang;
Man svimler, har Du kjækt Dig svungen,
Og har Du ømt, vemodigt sungen,
Er Taareveien tør og trang;
Ad dristigt Skjemt man smiler tvungen,
Man leer kun haant ad Hjertets Sang.
Syng Du for Knøsen hist bag Ploven,
For Svenden i Regentsens Ro,
For ham, der kjæmpe maa med Voven,
Syng for Soldaten ved Cartoven,
For Pigen ved sin Malkeko;
Om ei for andre, saa i Skoven,
Hvor Dine smaa Colleger boe.
Jeg synger ei for nogen Anden
End Hende med det klare Blik,
Med blonde Lokker over Panden,
Som har berøvet mig Forstanden,
Jeg først i Vuggegave fik,
Men skjænket mig en bedre anden
I Kjærlighedens Trolddoms-Drik.