Med lette Fjed han hasted
Ind i det lune Krat;
Høit i en Busk Han kasted
Sin gule Panama-Hat.
Med sin Foulard han visked
Sin Isses brune Lok:
„See saa! nu har jeg fisket
Aborrer meer end nok!
Der var saa smukt derude,
Hovmarken var saa travl;
Slottet speiled sin Rude,
Sine Taarne og sin Gavl.
Og Kirken hist, den røde,
Stod som et omvendt Kruus;
Fjernt Skyttens Hunde gjøede
I Skoven ved hans Huus.
Men hedt der var paa Vandet!
End ei den mindste Vind
Viftede kjølt fra Landet,
Og Solen gjorde mig blind.
Her har De da mig atter,
Og her er man tilpas!
Fru Moder! og Frøken Datter!
Gud give, her var et Glas!
En Ild — en Ild her brænder!
Min Frøken! et Bæger, smukt
Credentset af Deres Hænder,
Snart vilde faae den slukt.
Men Kildens klare Draaber
Nu perle mig her omsonst;
Det nytter ei, jeg haaber
Paa saadan en Hebes Gunst!”
Det sagde Han med Latter,
I overgivent Mod,
Og vendte saa bort sig atter
Paa sin flygtige Fod.
Men fra bløde Mos paa Stolen
Hun reiste sig taus og rank;
Siirligt rasled i Kjolen
Hver Fold af Silke blank.
Ved Kilden hun sig neied,
Hvor ud fra Marmorsteen
Midt hen i Blomsterleiet
Den skjød sin Straale reen.
Af begge Hænders blide,
Blegrøde Alabast,
Tæt føied’ Side ved Side,
Hun danned et Bæger i Hast;
Mens, sittrende i Skaalen,
Meer kostbar end pruden Guld,
Hun lod forsigtigt Straalen
Risle, til den var fuld.
Et Øieblik hun dvæled!
Men Han — snart bleg, snart rød —
Med pludselig Alvor knæled,
Da Skaalen Hun ham bød.
Med Vellyst suged Hans Læber
Den klare Nektar sød:
„Ei meer!” — Hun bad — „det dræber!
De blusser jo som en Glød!”
Men selv Hun tømte Resten, —
Og skilte saa Skaalen ad;
Og saa var Alt jo næsten
Gaaet som Moderen bad.
Der stod Hun, bleg, forvirret,
Som havde Hun drukket Gift;
Men fast dog Øiet stirred
Og læste Hans Ansigts Skrift.
Det sused for Hendes Øre
Og Hjertet voldsomt slog.
Da var det, som kunde Hun høre:
„Saa elsker Hun mig dog!”
Da var det, som kunde Hun skue
Dybt inde i Hans Bryst
Og see den søde Lue,
Der straalede Hende Trøst.
Han syntes Hende at tale:
„O, siig mig, er det sandt?
At jeg i Jordens Dale
En saadan Himmel vandt!”
Hun vakled, som i Svimmel,
Og yndig, fiin og rank,
Forglemmende Jord og Himmel
Hun til Hans Hjerte sank:
De hviled, med tause Munde,
Tæt ved hinandens Barm; —
Da svæved igjennem Lunde
Zephiren, luun og varm.
Og Tanken tilbage vendte,
Og Hjerterne kom til Ro,
Og Blikket rundt de sendte, —
Da var de alene To.