I Parkens krumme Gange
Gik sagte deres Fod;
Tidt var det, som, skye og bange,
De tause, stille stod.
De stille stod og lænked
Fast Hænderne, to og to,
Mens Blikket brændende sænked
Sig dybt i Sjælens Bo.
De stille stod og lagde
Haanden paa Tankens Vei,
Og Smilet forundret sagde:
„Saa er det virkelig dig?”
En Bæven, liig Aftnens Svale,
Dem hen over Hjertet foer,
Og Sukket blev til Tale,
Og Smilet blev til Ord.
Som naar man i en Have
Vandrer fra Bed til Bed,
Og hver en Vaarens Gave
Henrykt man standser ved;
Og som man kjærligt sanker
En Blomst saa hist, saa her,
Saa dvæled deres Tanker
Ved mangen Erindring kjær.
Han sagde: „Jeg blinde Taabe
Saa længe har elsket Dig;
Men aldrig turde jeg haabe,
Du var saa kjær mod mig!”
Hun hvisked: „Hvor tidt jeg sendte
„Min Tanke Dig, mit Blik!
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
At intet Svar jeg fik!”
Og Han: „Jeg sad paa Stolen
Ved Speilet, — der stod just Du;
Et Haar faldt paa Consolen,
Det gjemmer jeg endnu;
Om Fingren jeg det svøbte,
O, jeg husker det nok!
Imens Du siirligt støbte
I Ringe Din blonde Lok.”
Og Hun: „Hvor tidt ei plukked
Hiin Blomsterstjerne jeg;
Men bitterligt jeg sukked,
Naar Oraklet svarte: Nei!
Jeg gjemmer som det Bedste,
Jeg eier, det lille Brev,
Som, før Du vilde os gjeste,
Til min Moder Du skrev.”
Og Han: „Ei blot Du lænked
Mig med Dit Ord og Blik;
Af Din Haand Du mig skjenked
En evig Elskovsdrik.
Mit er nu dette Bæger,
Og jeg det slipper ei!
Jeg haaber, det mig qvæger
End tidt paa Livets Vei?”
Med Smiil, med fiffigt Øie,
Dog lidt beklemt i Løn,
Hun svared: „Jeg kan ei føie
Min Ven i denne Bøn.
Af dette Bæger drikke
Skal Ingen — selv ei Du!
Og saae Du, Elskte! ikke,
Det blev jo brudt itu?
Hvis nogen Anden rører
Ved min Haand med sin Mund,
Da mere jeg ham tilhører
End Dig i denne Stund.
Nei, Ingen skal Bægret tømme,
Og Ingen skal røre mig!
Jeg vaagen og i Drømme
Vil ene tilhøre Dig!” —
Mens saa de sagte talede,
Sødt hviskede Luften med;
De mærked ei, Solen dalede
Bag Bøgeskoven ned.