Helene
Et Sagn
Et Sagn
Der ligger en Borg paa skovgroet Hald,
Ved Foden bruser det skumhvide Fald.
I Borgegaarden der grønnes en Lind,
Der suser den sagte Sommervind.
I Luften dirrer Lærkens Qvad,
Fra Linden synker det duftende Blad.
Paa Borgens Altan, med Haand paa Kind,
Der sidder Helene med tankefuldt Sind.
Der sidder Helene, det Lilieskud,
Og stirrer med Længsel i Dalen ud.
Hvad buldrer vel hist i grønne Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.
Hvad dundrer vel over den fjerne Bro?
Hvad vækker vel Echo i Skovens Ro?
Tolv Brødre er det! de ride hjem,
Tolvhundred Svende følge med dem.
De Staalplader rasled og Hestene sprang,
Saa mægtigt skingred Trompetens Klang.
Den Vægter blæste, den Vindebro sank,
Dybt neied Helene, som Vidien rank.
I Salen stande de stærke Tolv,
I blankt Staalharnisk, med breden Skjold.
Som Støtter af Malm de stande tyst,
Knap sittrer den gyldne Kjede paa Bryst.
Da springer den Fløidør svævende op,
Ind træder Helene med Terners Trop.
Hun neier sig væn for Hver især:
„Velkommen, velkommen, o, Broder kjær!”
Hun rækker en duftende Krands til Hver:
„Velkommen, I Brødre! fra Ledingsfærd!”
Hun fylder dem Hver en gylden Pokal:
„Velkommen, I Brødre! til Fædres Hal!”
„Velkommen, I Brødre! og siger nu frem:
Hvad bringer I mig fra Kampen hjem?”
Da mæled den Ældste hel alvorsfuld:
„Vi bringe Dig intet Smykke af Guld.”
Vi bringe Dig intet Perlebaand; —
Vi bringe tolv Beilere til Din Haand!
Den Første, som Fortunat, er rig,
Den Anden huldsalig og uden Svig.
Den Tredie som Vaaren, frisk og skjøn,
Den Fjerde saa fornem en Fyrstesøn.
Den Femte er from og lærd som en Klerk,
Den Sjette han er en Samson stærk.
Den Syvende synger saa sødt en Sang,
Den Ottende vækker sin Harpes Klang.
Den Niende haver saa meget Land,
Den Tiende Skibe som Havets Sand.
Den Ellevte træder i Dands saa let,
Den Tolvte er jævn og ret og slet!
Men Alle saa kjækt, med mandig Kraft
De lege med Sværd og Landseskaft.
Og Hver har svoren ved Himlens Gud,
Kun Du skulde være hans valgte Brud.
Og Hver har svoren os Hevn og Had,
Hvis ei Du skjenked, hvad Een Dig bad.
Og Alle har lovet os Lykken slem,
Hvis ei Du bønhørte Een af dem!”
Den Jomfru neied sig dybt for hver,
Hun skifted sit favre Rosenskjær.
Mod Barm hun pressed sin Haand med Vee,
Og Taaren randt over Kindens Snee,
„O, Broder kjære! barmhjertig vær!
Og lad mig dvæle hos Eder her.
Jeg vil ei bytte mit Jomfrunavn
For Guld, for Land eller Skib i Havn.
Jeg vil ei miste min Jomfrukrands
For Harpeklang, for Sang og Dands.
Nei, her vil jeg døe, hvor jeg er fød,
Og her vil jeg skjenke Jer Viin og Mjød.
Nei, her vil jeg smykke min Faders Gaard,
Og her vil jeg læge hver Sot og Saar;
Og muntre Jert Sind med Sang og Spil,
Og lukke tilsidst mit Øie til!
Jeg spørger Jer nu, ved Christi Blod,
Har jeg ei været Jer Søster god?
Og har jeg været Jer Søster god,
Saa tigger jeg her for Eders Fod:
O, sværger mig helligt ved Korset til,
At aldrig I mig forstøde vil!”
Frem treen de Brødre, — og mild og blid
Hver kyssed den Jomfrukind saa hvid.
Og alle Sværde af Skeden foer,
Og Alle som Een paa Korset svoer:
„Du var os en Søster, god og from,
Du var os vor helligste Helligdom;
Saa sværger jeg Dig paa Korset til,
At aldrig jeg Dig forstøde vil;
Men kjæmpe for Dig og døe, — saavist
Mig hjelpe Gud og den hellige Christ!” —
— Tre Dage svandt; den Vægter sang
Sit Midnatsvers paa Taarnets Gang.
Han stirred ud i den stille Nat,
Han lytted og spidsed sit Øre brat.
Hvad buldrer hist i den dybe Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.
Hvad dundrer vel hist paa fjerne Bro?
Og vækker Alfen af Nattero.
Hvad bruser ud fra den grønne Skov?
En Gangerskare med jernlagt Hov!
Den Vægter sætter sit Horn for Mund,
Saa blæser han ud over Dal og Lund.
Det gjalder saa frisk som Hanegal, —
Tolv Horn ham svare fra dunkle Dal.
Tolv Horn, med Gabet mod Borgen vendt,
De Stemmer er ham saa vel bekjendt.
„Herud, I Brødre! med Sværd og Skjold,
De Beilere rende mod Muur og Vold!
Herop, I Svende! ved Fakkelglands
I træde saa lystig en Vaabendands.
Herop! herud! baade Ridder og Pilt,
Det gjelder at svinge sig kjækt og snildt!”
De Beegpander blussed fra Borgetind,
Og Svendene strømmed der ud og ind.
Fra Slyngerne susede Steen som Regn,
De tordned paa Murens stærke Hegn.
Mod Borgens Porte, mod Taarnets Steen
Den Vædder forsøgte sit Pandebeen.
Da bragede Porten og Planken faldt,
Ind myldred de gjennem den trange Spalt.
Skarpt Pilen fløited, som høit i Sky
Den klingende Lærke ved Morgengry.
Hvor Køllen drøned, en Pande brast,
Hvor Øxen sænktes, der sad den fast.
Vildt Hornene skingred, Kampraabet lød:
„Helene! Helene! Seir eller Død!”
Saa Mand mod Mand i det slibrige Blod,
Med Haand imod Haand og Fod ved Fod.
Mens Sværdene hvined og Pladerne sprang,
De Landser rasled og Kjæmperne sang.
Eet Kampvers sang baade Fiende og Ven:
„Helene! og Seier! — Helene igjen!”
Paa Trapper og Gange, paa Murens Krands
Der stod den vildeste Dødedands.
Ned vælted et Taarn med Damp og Qvalm,
Og Brødrenes Svende de sank som Halm.
Som hidsede Bjørne de slog og stred,
Men — Alle tilsidst dog i Græsset bed.
Da jubled de Beileres Overmagt, —
End stod de Brødre hel uforsagt.
I Borgens inderste, snevre Gaard
De Tolv i Kreds omkring Linden staaer.
I Kredsen derinde, med Lag paa Lag,
Deres Skjolde danne et Huus med Tag.
Som Støtter af Malm de stande tyst,
Og vente den sidste Drab og Dyst.
Om Skjoldhuset slaae de en prægtig Ring, —
Her holdes det sidste Retterthing.
Gjennem sprængte Port, over Gruus og Liig
De Beilere storme med Pral og Skrig.
Høit Sværdene synge den sidste Sang,
Og Hjelmene klinge som Klokkeklang.
Og Blodet strømmer! — men fast i Fod
Hver Broder falder just, hvor han stod! —
— De Beilere stønne af mødigt Bryst:
„Nu har vi da endt den blodige Høst!”
De Beilere støtte sig trætte til Sværd:
„Hvor er nu den Løn, som er Kampen værd?”
„Hvor er nu Prisen, vi vandt tilsidst?
Hvor er den yndige Rosenqvist?”
De løfte det Skjoldtag sagtelig væk:
Da blegned hver Beiler af Vee og Skræk.
De troede, de plukked en Rose rød,
De fandt kun en Lilie, bleg og død!
De standsed og stirred med mørke Blik, —
En gysende Vind gjennem Linden gik.
De svang sig til Hest, paa Skjold de slog,
Og langsomt tyst mod Skoven drog! —
Men øde stod Borgen paa høien Hald,
Ved Foden skummed det hvide Fald.
I Gaarden vifted den grønne Lind,
Der laae Helene med hviden Kind;
Hvor rundt om hende en Sørgevagt
Af trofaste Brødre sig havde lagt.
Den vevre Lærke i Luften qvad,
Fra Linden flagred det duftende Blad.