Er dit Kammer Dig et Hi,
Hvor som Bjørn paa Lab Du suger?
Mens fra Brystet dorsk sig knuger
Søvnens hæse Litanie?
Er det ude med din Flugt?
Er din lette Vinge stækket?
Har Dig Nattens Slør alt dækket?
Er din Cithars Stræng alt knækket,
Plectret opslidt og forbrugt?
Glemmer Du, at Du er ung?
Hvi har Du saa længe tiet,
Du, til evig Ungdom viet,
Ligger her saa træg og tung?
Hører ei de Timers Dands,
Vækkes ei af døsig hvile,
Naar de let forbi Dig ile,
Seer ei tusind Øine smile
Til Dig fra Naturens Krands?
Vandrer Solen ei sin Gang
Over Himlens lysblaae Bue?
Blinker Elskovsstjernens Lue
Ei til Nattergalens Sang?
Grønnes ikke Skov og Krat?
Straaler ei fra Rosens Grene
Smiil til Lilierne, de rene?
Seiler ikke blank Selene
Gjennem stille Sommernat?
Slaaer ei Lærken høit i Sky,
Som har lært Dig før at synge?
Dufter ei Violers Klynge
End bag Græsset nok saa bly?
Stormen, misted den sin Kraft?
Bruser ikke Havets Bølger?
Vaagne ei de Tankefølger,
Som sig dybt i Barmen dølger,
End ved Rankens stærke saft?
Du, der fordum gik saa let,
Hvorfor træder Du saa varlig?
Troer Du Veien mere farlig?
Eller er Du mat og træt?
Er Du alt saa flau og tam?
Pjaltet næsten, myg som givet,
Og af ingen Kjækhed stivet? —
See, har Du ei Skam i Livet,
Bliver Livet dig til skam!
Blæs fra Dig den tunge Sky!
Om paa Kræfter end det kniber,
Naar Du rask dit Værktøj griber,
Vaagne Kræfterne paany!
Vil Du blot, saa kan du godt!
Skam Dig dog for en Ulykke!
Jag paa Døren hver en Nykke,
Reis Dig kjækt og spil et Stykke, —
Det er jo en Skam og Spot!
Lad dog, som Du var en Mand!
Hjertet op i Liv, min Bedste!
Frem med een af Gudens Heste,
Saa afsted saa flink, Du kan!
Knuus Forsagtheds falske Speil!
Riv Dig ud af Dødens Snare,
Drik Begeistrings Viin, den klare! —
Lig ei fast, naar Du kan fare
Freidigt frem for fulde Seil!