Lyksalig Druens Krands, som slaaer
Sig om Lyæi dunkle Haar,
Der kruses om hans Pande!
Den lytter til det Sværmerie,
Som med en evig Melodie
Forskjønner huldt den Ruus, hvori
Han svimlende mon stande.
Lyksaligt, Helios! dit Blik,
Som suger i een Luedrik
Al Afrodites Ynde!
Du seer paa Skulder, Fod og Barm,
Paa Hofte, Øie, Kind og Arm, —
Og kan Alverden fra din Karm
Henrykkelsen forkynde.
Lyksalig, Bacchus! blev du selv:
Du drog din Hær, den vilde Elv,
Fra India tilbage;
I dunkle Lund dit Bryllup stod,
Du favnede med kraftigt Mod
Gudinden, som i Lueblod
Hos dig kun fandt sin Mage.
Lyksalig Han, som da blev fød,
O Cypris! af dit Jomfruskjød, —
Med Guddoms Ild han gløder.
Han har, som Fad’ren, Kraftens Tegn,
Han er, som du, liig frugtbar Regn,
Han vogter Druegaardens Hegn,
Og Elskovs Stevnemøder.
Lyksalig hver, som lød dit Kald,
O, Bacchus! — i dit Tempels Hal
Han Glæden fandt ublandet;
Men, vee! den Usle, som Foragt
Har kastet paa din Druepragt,
Til Marsviin trylled ham din Magt —
Han leve maa i Vandet.
Lyksalig den, som træder ind
Til Cythereas Altartrin,
Og der sin Krands nedlægger;
Ham straale hendes Øine blaae,
Hun byder Nymphers Sværm fremgaae,
Som smilende, med Hænder smaa
Den gyldne Kalk ham rækker.
O! tænd da dybt din Luelyst
I Qvindens Barm, i Mandens Bryst,
Olympens Afrodite!
O, Dionysos! hør vort Suk,
Dit Tempels hvalte Dør opluk,
Og send med Faun, Satyr og Buk
Os Nympher blandt vor Midte!