O, var Du her i denne By,
Og gik Din Fod paa disse Stene,
Jeg kunde dog i Sværmens Ly
Hver Dag Dit Billed huldt fornye, —
Men, ak, jeg sørger her alene!
Alene — i den store Stad!
Mens Du i fjerne, stille Bolig
Dig føler let og fri og glad
Og har vel glemt det gamle Had —
Men — ligegyldig, kold og rolig?
Du har vel glemt den bittre Strid,
Som meer forened end adskilte?
Du er vel lige from og blid?
Og mindes knap den lange Tid,
Som Du paa mørke Tanker spildte?
Det blev mit Sind en Sæd! Min Høst
Med hvert et Pulsslag sig fordobbler;
Den endte Kamp, den svundne Lyst
Fremlokker Blomster af mit Bryst,
Hvor, som i en Vulkan, det bobler.
Jeg agter føie Verdens Dom
Ved mine Udbruds røde Æmmer;
Og spørges der, hvorfra de kom?
Og hvem de Funker sværmer om? —
Jeg taus og trofast Svaret gjemmer.