Dreng! — Du med de brune Lokker,
Med det sænkte Øielaag, —
Du, om hvem et Drømmetog
Broget, svævende sig flokker, —
Som med sagte — sagte Fjed
Gjennem Nattens Mulm Dig sniger,
Dristigt ind ad Vindvet stiger
Til min Elsktes Hvilested:
O, jeg kunde gjerne dræbe
Dig, hvis ei Du var saa from!
At Du til min Helligdom,
Hendes fine, røde Læbe,
Hendes lilieskjære Kind,
Hendes Hjerte, uden Hinder
Let og lønligt Veien finder,
Og — at Hun Dig lukker ind! —
Ak, tilgiv! — Den vilde Tanke
Maa Dig ikke skræmme bort!
Tro mit Hjerte ei saa sort!
Jeg min Sindighed vil sanke,
Byde Skjebnens Grumhed Trods,
Jeg vil tysse paa min Længsel,
Jeg vil holde fast i Fængsel
Hvert et Fiendskab mellem os.
Vi maae være gode Venner,
Lille, kjære, bløde Dreng!
Gjerne selv til Hendes Seng
Jeg Dig jo med Budskab sender! —
Seer Du Sorgers vilde Flok
Gridsk om Hendes Leie dvæle,
Jag dem bort — de skumle, fæle —
Hun har sukket meer end nok!
Kjæk er Du, men de er feige —
Hvor du hviler ved et Bryst
Med Din milde, blide Trøst,
Flygte de ad tusind Veie.
Nærm Dig sagtelig og luk
Venligt Hendes Øielaage
Med Din underfulde Taage,
Med Din Slummers svale Dug.
Tryk et Kys paa Hendes Hjerte,
At det ei for fast skal slaae,
Da vil Drømmens Engel gaae
Let derind og uden Smerte.
Snoe Dig øm og vennehuld
Tæt om disse skjønne Lemmer,
Som en Sjæl, en himmelsk, gjemmer,
Liig en Ædelsteen i Guld.
Dæk med Glemsel Qval og Jammer!
Og lad Sundhed, stærk og mild
Som en Svane, svømme til
Hendes stille Hjertekammer,
At Hun ret, naar Hun skal pleie
Ømt sit Hjertes Blomsterskud,
Kraftig — glad kan holde ud
I sin Kamp paa Livets Veie! —
Har Du føiet saa min Villie,
Aander Hun i søden Blund,
Smiler Hendes Kind og Mund
Som en Rose, som en Lilie
Med sit Purpur, med sin Snee:
Saa afsted! — som det sig sømmer;
Thi — Alt, hvad min Hulde drømmer —
Troer jeg — maa Du ikke see!