Nu lakker det ad Tiden smaat,
Da Jomfru Vaar vil komme;
Den Søvn, som hun i Nat har faa’t,
Er sagtens snarlig omme.
Eia! hvor skjønt!
Snart Løvet er grønt
Og Fuglen vil qviddre saa kjønt!
Der er hun jo! fra sit Closett
Hun sagtelig fremtriner,
Saa bly og blank, saa peen og net,
Bag klare Sky-Gardiner.
Hun lægger begge Hænder om
De halvtillukte Øine
Og paa de unge Bryster, som
I hvide Liin sig høine.
Bort kaster hun sin Camisol,
Mens listigt i det Samme
Sig nærmer den forlibte Sol
I fulde Fyr og Flamme.
Saa tager hun sit Styrtebad
I Luftens friske Strømme,
Liig lette Skyer skilles ad
De mørke Nattedrømme.
Og naar hun saa er toet og tørt,
Den ranke Mø sig klæder
I Silkesærk og Fløielsskjørt,
Og stadselig fremtræder.
Men Solen med et rundt Gesigt
Bagefter hende render;
Han troer nu ret, det er hans Pligt
At være hendes Tjener.
Og vil hun bruge ham til Speil,
Da er han saa fornøiet,
Skjøndt stundom, — det slaaer aldrig feil —
Han Taarer faaer i Øiet.
Men altfor snart de unge To
Man seer ret ømt, fortroligt
At søge ind i Skovens Bo,
Hvor der er tyst og roligt.
Og efter deres Favnetag
Fremmyldre hele Hære,
Thi han er stærk og hun er svag, —
Det er, som det skal være.
Saa, hvor de gaae, nødvendigt maa
Intriguen vorde røbet,
Thi overalt de kjække Smaa
Sig vikle ud af Svøbet.
Ja, hvor de gaae, bag Krat og Tjørn,
I Skovens lune Grotter,
Der kaste tusind Blomsterbørn
De grønne Redingotter.
Men Alt, hvad der har Kraft og Liv,
Sig glæder ved Partiet;
Der gives ei en Sjel saa stiv,
Der finder Noget i ’et.
Nei, Gjøgen leer til Finkens Slag
Og Storken Halsen bøier,
Og Sommerfuglen for og bag
Gjør tusind pene Løier.
Kaninen morer sig i Krat,
Græshoppen lystigt vipper,
Mildt Stjernen i den klare Nat
Med sine Øine glipper.
Sig glæder selv, skjøndt gammelklog.
Den blege, syge Maane,
Alverdens Hjerte sukker, og
Poeterne — de daane.
Eia! hvor skjønt,
Naar Løvet er grønt
Og Fuglene qviddre saa kjønt!