Sadler jeg min Hest
Og rider ud til Gjest,
Saa surrer jeg Sorgen i Baasen;
Løser jeg min Hund,
Jeg lænker samme Stund
Min Kummer med Bøien og Laasen.
Det er Skik og Sæd,
At Den skal ikke med.
Som ei er smuk-artig herhjemme;
Derfor skal de staae,
Mens jeg kan freidig gaae
Og lade, som kunde jeg glemme.
Kommer jeg saa hjem,
Jeg løser atter dem
Af Lænken, mens Glæden end har mig;
Reiser jeg da op
Ved Morgengry min Krop,
Saa staae de ved Sengen og taer mig.