Himlen er klar og foruden Sky;
Nu slumrer Alt i den store By,
Kun Maanen er vaagen og jeg og Hunden,
Og saa har jeg Selskab nok i Grunden;
Thi mens vi omkring paa Torvet vandre.
Vi snakke fortroligt med hverandre.
Mig Maanen tiltaler med milde Blik.
Den følger trofast sin vante Skik;
Snart tager den af, snart tager den til,
Og altid seer jeg det samme Spil;
Snart stander den op, snart gaaer den ned,
Og altid sin rette Stund den veed.