Der flyver mangen Fugl omkring,
Der ganger Dyr i Dale,
Som nok gad sagt os mange Ting,
Hvis blot de kunde tale.
Hvi skulde jeg, som har en Mund,
Da ei min Mund oplukke
For Dig og fra mit Hjertes Grund
Udsende Sorg og Sukke?
Saa vil jeg vove end een Gang
At see mig om paa Veien
Og stemme op en gammel Sang,
Som fordum var min egen;
Ret som den lille Fugl heel rap,
Dulgt under Vaarens Blade,
Begynder, hvor i Høst den slap,
Med sine Triller glade.
Min Sang, om er din Eiendom,
So naaer til Fleres Øre,
Som fagtens ville enes om
Den frem til Doms at føre.
Ren kan jeg om din læbe see
Et Smiil og fra dit Øie,
Saa maae de græde eller lee, —
Det agter jeg kun føie.